FCM-boss afslører: Leder efter Franculino-afløser
Kristian Bach Bak bekræfter, at FC Midtjylland leder aktivt efter stjerneangriberens afløser allerede nu.

📍 Campo i Ikast
Franculino måtte se FC Midtjyllands mandagstræning på krykker.
Holdets stjerneangriber måtte i slutspurten af en mageløs efterårssæson udgå med en skade mod ærkerivalerne fra Viborg og har senere hen været en tur under kniven for at få foretaget et mindre indgreb i knæet.
Superligaens topscorer forventes ikke at komme i spil før marts, men det har for nu ikke ændret FC Midtjyllands planer.
Det fortæller sportschef Kristian Bach Bak til Campo og de øvrige medier ved mandagens træning i Ikast.
Klubben arbejder fortsat med at sende stjerneangriberen afsted til sommer, men Bach Bak og det øvrige rekrutteringsteam er allerede godt i gang med at lede efter Franculinos arvtager.
- Man kan sige, om Franculino var blevet skadet eller ej, så er vi jo selvfølgelig i gang med at lede efter Franculinos erstatning. Det har vi jo været længe, fortæller Kristian Bach Bak til Campo og den øvrige presse.
Leder efter Franculino-potentiale
Den midtjyske sportschef erkender dog, at det er en noget nær umulig opgave at finde en spiller, der kan matche Franculino fra dag et.

- Vi kigger efter spillere, som har lige så stort potentiale, som Franculino havde, da han kom. Om det er nu, eller om det er til sommer, at vi skal gøre noget der, det må jo vise sig.
- Men lige nu er planen fuldstændig den samme i forhold til, at Franculino forhåbentlig er tilbage i marts, som vi har meldt ud. Han smiler også i dag, selvom han er på krykker. Vi håber, det går hurtigt, så han også får en stor rolle i denne sæson, siger Kristian Bach Bak.

21-årige Franculino har bidraget med 21 mål og tre oplæg i 30 kampe for FC Midtjylland.
En af FC Midtjyllands store salgsemner er Dario Osorio.
Der er blandt andet et par tyske klubber, der lurer på ham i øjeblikket.
Læs mere her:

FC Midtjylland
Franculino Djú












