Officielt: Viborg sælger på årets sidste dag Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Officielt: Viborg sælger på årets sidste dag

Jakob Vester vinker med årsskiftet farvel til Viborg FF og dansk fodbold.

Jakob Vester under en kamp for Viborg FF.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nyt år, ny klub.

Hvis Jakob Vester er typen, der arbejder med nytårsforsæt, kunne det meget vel hedde: Få succes i Norge.

I hvert fald er han på årets sidste dag blevet solgt fra Viborg FF til norske Sandefjord.

Det bekræfter Viborg FF på sin hjemmeside.

Den 21-årige midtbanespiller har dog tilsyneladende ganske gode forudsætninger for at slå igennem i sin nye klub.

I hvert fald har Sandefjord ifølge Tipsbladet strukket sig langt for at hente ham.

Mediet melder nemlig, at den norske klub har sat transferrekord med signingen af Jakob Vester. Han koster efter sigende omkring 500.000 euro - hvis diverse bonusser indløses - hvilket gør ham til Sandefjords dyreste indkøb nogensinde.

- Vester har været en god spiller og en tro soldat for Viborg FF. Han er en, man altid kan regne med og som har løst mange opgaver for holdet. Han har givet alt for klubben i sin tid her, og han har været afgørende med mål og assists, men nu er tiden kommet til, at han skal til en ny udfordring, da han ønsker en større rolle med mere fast spilletid.

-Vi er rigtig glade for den udvikling, han har været igennem hos os, hvor han kom og bankede på som U17-spiller, og siden kæmpede sig op på førsteholdet, hvor det er blevet til mange kampe, og nu har han fået en god mulighed for at tage skridtet videre til udlandet. Vi takker ham for indsatsen og ønsker held og lykke videre i karrieren, siger Mads Agesen, sportschef i Viborg FF.

Jakob Vester under en kamp for Viborg FF.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sandefjord oplyser, at Jakob Vester er blevet udstyret med en kontrakt til og med 2029.

Han nåede 70 kampe for Viborg FF's førstehold - hans hidtil eneste klub på seniorplan.

Mest læste

Notifications

Notifikationer