Værst tænkelige: Brøndby-modstander helt suveræne
Brøndby IF kan med rette føle sig lidt uheldige.

Der er god grund til at ærgre sig en smule på bagkant i Brøndby.
Vestegnsklubben røg i august ud til franske Strasbourg i den afgørende Conference League-playoff-runde efter et knebent 2-3-nederlag på hjemmebane.
Allerede da det 4. august stod klart, at det ville være franskmændene, der i playoffen ville stå på den modsatte side, blev der flere steder skrevet om den værste tænkelige lodtrækning for Brøndby.
På bagkant har den forudsigelse vist sig fuldstændig rigtig.
Efter en færdigspillet Conference League-ligafase har Strasbourg nemlig vist sig helt og aldeles suveræne, og sammen med polske Jagiellonia er Brøndby faktisk det eneste hold, der har formået ikke at tabe til franskmændene i Europa i denne sæson.
Strasbourg vandt helt suverænt Conference League-ligafasen med fem sejre og en uafgjort (mod Jagiellonia), og allerede nu er Chelseas søsterklub klar til turneringens ottendedelsfinaler.

Det er kun tilfældet for én af de øvrige fire klubber, Brøndby potentielt kunne have trukket.
I stedet for Strasbourg kunne Brøndby nemlig i stedet have fået hollandske AZ, belgiske Anderlecht, slovenske NK Celje eller spanske Rayo Vallecano, og kun sidstnævnte har med en femteplads i ligafasen spillet sig videre til ottendelsfinalerne.
AZ og Celje skal med henholdsvis en 14. og en 13. plads først igennem 16-delsfinalerne.
Anderlecht slap udenom Brøndby i lodtrækningen, men i playoffen røg de ud til græske AEK, og den belgiske danskerklub har derfor slet ikke spillet europæisk i denne sæson.
Selvom det altså kører på skinner for Strasbourg i Conference League i denne sæson, så har det på det seneste set anderledes skrøbeligt ud for Lucas Høgsberg og kompagni i den franske Ligue 1.
Her er det blot blevet til ét point i de seneste fire kampe. Alligevel er klubben igen placeret på den syvendeplads, der i sidste sæson gav dem muligheden for at spille europæisk.
AZ Alkmaar
Brøndby IF
Rayo Vallecano
RC Strasbourg
RSC Anderlecht












