Journalist: Liverpool vil kuppe Franculino foran Bayern
FC Midtjyllands brandvarme angriber Franculino har længe været rygtet til Bayern München. Men de engelske mestre blander sig nu.

Han har erobret Superligaen og Europa League med storm.
Franculino Djú fra FC Midtjylland er et brandvarmt navn i Europæisk topfodbold, og nu mener en velbevandret tysk journalist, at Liverpool FC er klar til at kuppe Bayern München for det eftertragtede talent.
Det er journalisten Christian Falk, der kan erfare det. Han er chef for fodbolden på den tyske avis Bild, og han følger den sydtyske klub og det tyske landshold helt tæt.
- Det interessante er, at FC Bayern ikke er den eneste klub der vil hente ham. Premier League-mestrene fra Liverpool er også meget interesserede i ham, siger Falk til CF Bayern Insider.
- Så måske får vi et spændende pokerspil mellem Arne Slot og Liverpool og Bayern München, siger Falk. der også melder Borussia Dortmund som endnu en klub, der følger angriberen fra Guinea-Bissau.
Franculino har i denne sæson scoret 16 mål og lavet tre assists i 17 superligakampe, og i Europa League er det blevet til fire mål og en enkelt assists i 11 kampe.
Franculino er lige nu skadet frem til marts efter en mindre operation her kort før jul.

Du kan se mere til Christian Falks analyse på Youtube her:

FC Midtjylland
Franculino Djú
Liverpool












