Eksklusivt: Reese stopper karrieren – det skal han nu
Søren Reese har valgt at indstille sin karriere i en alder af 32. Fremover skal han præstere i en anden branche.

Han nåede forbi adresser som Viborg FF, AC Horsens, FC Midtjylland og endda polske Zaglebie Lubin.
Nu stopper Søren Reese karrieren i en alder af 32 år. Det bekræfter den tidligere Superliga-forsvarsspiller i et interview med Campo.
- Det er jo en beslutning, der har været længe undervejs. Tankerne har egentlig været der i et års tid, og jeg var egentlig også tæt på at stoppe i sommer.
Ved siden af fodbolden har Reese taget en uddannelse som jurist, som han nu agter at tage i brug.
Faktisk var det også muligheden for at komme i gang med et civiljob, der bragte ham til Middelfart Boldklub, der bliver Reeses sidste klub som professionel fodboldspiller.
- Jeg startede sidst på sommeren i mit første civiljob, og det lå så tilfældigvis i blandt andet i Middelfart. Derfor talte vi om, at denne her kombination kunne fungere. Den blev lavet frem til vinter, og det har været en fin periode, indleder Søren Reese, inden han dog kommer ind på det svære ved at balance fodboldkarriere og det civile liv.
- Jeg vil hellere kunne være 100 procent til stede et sted end ikke at kunne være den bedste version af mig selv to steder. Derfor var det på tide at sige tak for denne gang til den verden, som jo ellers har været fantastisk at være en del af, siger Søren Reese til Campo.
Afklaret med klubben
Søren Reeses aftale med Middelfart Boldklub blev skrevet i sommer, hvor han skiftede til Betinia Liga-oprykkerne på en fri transfer.
Her var det som sagt hele tiden planen, at parterne ville se tiden an og vurdere situationen ved årsskiftet.
Derfor er beslutningen om karrierestoppet også blevet mødt med afklaring fra klubbens side.
- Jeg talte jo med Kim [Engstrøm, Middelfarts cheftræner] om det en måneds tid før den sidste kamp. Det var jo også med til at gøre det nemmere og give mig tid til at blive fuldt afklaret med beslutningen
- Det kan godt være, at vejret spille en smule ind i øjeblikket, men lige nu er jeg glad for, at jeg ikke skal ud og se frem til en januar-opstart. Jeg har mange spændende udfordringer i mit nye erhverv, og det er jeg bare rigtig spændt på at skulle dykke ned i, fortæller Søren Reese til Campo.

Søren Reese nåede i denne sæson at spille 15 kampe for Middelfart Boldklub i Betinia Ligaen.
Derudover har han været forbi en god håndfuld klubber i sin karriere.
Heriblandt FC Midtjylland, Viborg, AC Horsens, Esbjerg og norske Haugesund.

Viborg FF
FC Midtjylland
AC Horsens












