Royal brøler i Farum
Prince Amoako gik fra helt til skurk i Farum, hvor FC Midtjylland avancerede videre til Oddset Pokalens semifinaler.

📍 Campo på Right to Dream Park
Det så sort ud allerede inden kampstart.
FC Nordsjælland skulle overkomme en målscore på 1-5 mod det diskutabelt bedste hold i dansk fodbold, FC Midtjylland.
Og selvom det ellers startede ganske lovende, så begravede Prince Amoako FCN's snævre pokalchancer, da han blev udvist i slutningen af første halvleg.
Søndagens pokalexit blev et meget definerende punktum for FC Nordsjælland, der har en lang vinterpause foran sig, og som højst sandsynligt skal til at overveje, om Jens Olsen er den rette mand til at føre Farum-klubben tilbage i top 6.
Læs Campos konklusion på kvartfinaleopgøret i artiklen herunder.
Højdepunkt
Varm kakao, julegaver, brun sovs og kartofler.
Det må være, hvad FC Midtjylland-forsvaret havde i tankerne ved scoringen til 1-0.
For Prince Amoako fik både rigeligt med tid og mulighed for først at vandre på tværs af feltet og for dernæst at sparke den sikkert ned i Jonas Lössls højre målhjørne.
Det gjorde han, uden der kom en eneste FC Midtjylland-spiller hen til den unge ghaneser, som havde skræmmende let ved at plante frøet til et ellers umuligt julemirakel.

Nedturen
Prince Amoakos røde kort ødelagde søndagens kvartfinaleopgør.
Det så ellers lige lidt spændende ud mod et FC Midtjylland-hold, som mest af alt udstrålede en længsel efter en tiltrængt vinterpause.
Der var rig mulighed for at skabe lidt spænding, selvom resultatet ikke var på FC Nordsjælland-side.
Prince gik da også fra at være en mulig pokalhelt til skurk, da han startede med at score uden det store besvær på Jonas Lössl.
Men i en første halvleg, hvor spillerne på overraskende vis gik til hinanden, endte Prince som den helt store syndebuk og som symbolet på FC Nordsjællands forfejlede fodboldår 2025.
Det har simpelthen været for svingende, det Farum-klubben har leveret. Og nu skal der uden tvivl laves en intern vurdering af, hvad der skal ske med fodboldprojektet i Farum.
Og om Jens Olsen er den rette til at lede det videre.

Overraskelsen
Kontinuitet og bevarelsen af en fast stamme er noget af det vigtigste i fodboldens verden.
Derfor var det noget overraskende, at Mike Tullberg havde valgt at skifte syv spillere til aftenens kvartfinaleopgør.
Den tidligere Dortmund-mand tog uden tvivl en chance og gjorde brug af midtjydernes store resultatmæssige overskud til at give sine darlings et velfortjent hvil efter et hårdt fodboldefterår.
Men syv ændringer i startopstillingen var nu alligevel lidt for grovt. Den går alligevel kun i FIFA og Football Manager, Mike.

For det FC Midtjylland-hold, der gik på kunstgræsbanen i Farum, lignede slet ikke det mandskab, der havde præsteret en samlet målscore på 11-1 over to kampe mod selvsamme FC Nordsjælland-hold for blot 14 dage siden.
Udtrykket var sjusket - tenderende til nonchalant. Og Mike Tullberg skal være glad for, at Prince Amoako dummede sig og fik rødt, samt at de trods alt havde vundet 5-1 i første opgør.
Og det vidste cheftræneren da også godt selv, da han ved halvleg skiftede hele fire spillere ind for at få lidt styr på gemytterne. Det gør du ikke igen, Mike. Det' en ommer.

Det holder Campo øje med
Egon Olsen havde en plan. Det var der aldrig nogen tvivl om.
Det er der helt sikkert også i FC Nordsjælland. Men eksekveringen af den har efterhånden haltet efter i noget tid.
Og Egons efternavne-broder Jens Olsen, der står med ansvaret for det ambitiøse fodboldprojekt i Farum, må siges at være under pres.

Nordsjællænderne er gået til vinterpause på en skuffende ottendeplads i Superligaen.
Ambitionerne er top 6, men under Jens Olsen har det været et alt for svingende Farum-hold, som kan gå ud og vinde 5-0 hjemme mod Silkeborg den ene uge, og i den næste en snitter på tenniscifre mod FC Midtjylland.
Det er bare ikke godt nok. Ikke til projektet i FC Nordsjælland, også selvom FCN's tekniske direktør Alexander Riget har meldt ud i starten af januar, at det ikke er en overvejelse på nuværende tidspunkt at afskedige Jens Olsen som cheftræner i Farum.

FC Nordsjælland
FC Midtjylland












