Transfer under opsejling for ung OB’er
Elias Hansborg-Sørensen jagter spilletid væk fra OB.

📍 Campo på Nature Energy Park
Elias Hansborg-Sørensen er fortid i OB, når 2025 bliver til 2026.
Torsdag tog an afsked med det fynske publikum på Nature Energy Park, og nu skal han på jagt efter spilletid andetsteds.
Og han har da også en del kort på hånden, fortæller han efter torsdagens pokalkvartfinale.
- Der er nogle forskellige spændende ting, så det er betryggende, at der er andre, der kigger på en og synes, at jeg er attraktiv. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen endnu, men der er noget under opsejling.
- Alt er selvfølgelig stadig åbent, men der er ved at tegne sig et billede af, at jeg skal et sted hen og få en masse spilletid, udtaler Hansborg-Sørensen til Campo.
Hansborg-Sørensen har både spillet 1. division og Superliga med OB, hvor det er blevet til fem mål i 24 kampe i den stribede trøje.
Han er da også klar på at spille i både 1. division og i udlandet, fortæller han.

- Der er nogle forskellige muligheder, og det er heller ikke noget, jeg er helt afklaret med mig selv om endnu.
- Det vigtigste for mig er at komme ud og få en masse spilletid. Det er det allervigtigste, og om det så er i udlandet eller i Danmark, det får vi af se. 90 minutter i hver kamp er sgu det vigtigste for mig.
Skal genfinde fodboldglæde
Hansborg-Sørensen blev hyldet efter kampen af de fynske fans, og han fortæller, at han nu skal ud og finde glæden ved fodbold, efter at have brugt det meste af de sidste to sæsoner på bænken i OB.
- Jeg skal ud og spille fast og bibeholde glæden ved at spille fodbold. Jeg havde selvfølgelig håbet på mere her i min barndomsklub, men nu skal jeg ud og finde en anden vej til en større scene.
- Selvfølgelig havde jeg drømt om meget mere i OB. Jeg har hele tiden haft troen, og også følt fra klubbens side om, at de altid har troet på mig. Jeg synes jo bare, at jeg mangler at få chancen, udtaler Hansborg.
Læs Campos Konklusion fra torsdagens provinsklassiker i Odense her.

OB












