Krise i Madrid? Spillere bakker truet træner op
Xabi Alonso står i en presset situation efter onsdagens nederlag i Champions League.

Trænersædet i Real Madrid er aldrig uden pres.
Det mærker spanske Xabi Alonso tilsyneladende også for tiden.
Kongeklubben er inde i en skidt stime, og måtte onsdag aften se sig slået af Manchester City i Champions Leagues ligafase.
Det var klubbens andet nederlag i træk, men ifølge Jude Bellingham skal der ikke herske nogen tvivl om, at Alonso er den rette mand til jobbet.
- Vi bakker ham 100 procent op. Han har gjort det godt. Jeg har personligt et godt forhold til ham, og det ved jeg også, at flere af de andre spillere har, siger Jude Bellingham ifølge TNT Sport.
Han medgiver dog også, at truppen i øjeblikket kæmper for at løse de spillemæssige problemer.
- Vi forsøger stadig at arbejde med det hele i omklædningsrummet. Jeg har en stor tro på, at sæsonen ikke er forbi, selvom vi har ramt en dårlig stime, siger Real Madrid-stjernen.
I Champions League er Real Madrid placeret på syvendepladsen, hvilket fortsat er nok til direkte avancement.

I LaLiga har Real Madrid i skrivende stund fire point op til rivalerne fra FC Barcelona.
Læs mere om kampen her:

Jude Bellingham
Real Madrid












