Tullberg hylder Thomasberg efter ny succes
Mike Tullberg sendte torsdag aften et stort tillykke til sin forgænger.

Anden runde, tredje runde og playoffen.
Det var Thomas Thomasberg, der sidst i august sikrede FC Midtjylland det Europa League-gruppespil, hvor holdet nu skinner.
Med 1-0-sejren over Genk torsdag er midtjyderne som minimum sikre på at gå ind i det nye år som nummer to ud af turneringens i alt 36 hold.
Den præstation var cheftræner Mike Tullberg efter sejren stolt af, men det var ham tydeligt magtpåliggende at sende en del af æren videre til sin forgænger.
- Jeg har sagt et kæmpestort tillykke til drengene, og så har jeg sagt, at det også er vigtigt for mig at sige tillykke til Thomas Thomasberg.
- Jeg kom ind på et tidspunkt, hvor jeg får lov at spille den her gruppefase med spillerne, men det er ikke mig, der har ført dem ind i gruppefasen, det skal man lige huske. Så det er et stort tillykke til spillerne, og det er et stort tillykke til Thomas også for det arbejde, han gjorde inden, siger Mike Tullberg efter kampen til Disney+.

Mike Tullberg og FC Midtjylland har sikret videre avancement i Europa League, men derudover skal det flaske sig markant IMOD jyderne, hvis ikke også det skal blive til en plads i top-otte.
Det vil betyde, at de slipper for 16-delsfinalerne og hopper direkte til ottendedelsfinalerne i stedet.
- Jeg er utrolig glad, stolt og ydmyg over, at jeg får lov at stå med det her hold, som efter seks kampe har hentet fem sejre og en flot kamp i Rom.
- Det synes jeg, uden at jeg vil bruge alt for store ord, at spillerne godt kunne fortjene en lille smule ros for, lyder det nærmest underspillet fra Tullberg.
FC Midtjylland skal efter vinterpausen møde norske Brann og kroatiske Dinamo Zagreb i gruppefasens sidste to kampe.

FC Midtjylland
Mike Tullberg
Thomas Thomasberg












