FC Midtjyllands kvinder snupper sportschef hos konkurrent
Kun en lille uge stod klubben uden sportschef.

Det er ni dage siden, Anders Madsen blev fyret som sportschef hos FC Midtjyllands kvinder.
Nu er afløseren på plads.
I Vildbjerg har de hentet nyt blod fra Esbjerg fB, hvorfra Kristian Kamp tiltræder i den nye rolle.
– Vi har gennemført en grundig proces med fokus på ledelse, værdier og den retning, vi ønsker for kvindefodbolden. I samtalerne med Kristian har vi mødt en leder, der kombinerer faglighed og erfaring med stærke menneskelige kompetencer.
– Hans ambitioner flugter med vores; han vil udvikle kvindefodbolden og indfri det potentiale, vi ved, der er. Samtidig har vi et klart behov for en fuldtidsrolle, der er tæt på hverdagen i Vildbjerg og sikrer en tydelig ledelsesmæssig tilstedeværelse – en leder, der kan tage ansvar for retningen og skabe fremdrift i både kultur og præstation, lyder det fra Anne Kjeldsen, der i FC Midtjylland er chef for kvindefodbold.
Kristian Kamp har senest været chef både kvindeelite og akademi i Esbjerg fB, ligesom han tidligere har haft roller hos både Varde IF, DBU og hos Ligaforbundet.

– Jeg kommer med en solid ledelsesbaggrund med speciale i at få mennesker og miljøer til at fungere og præstere. For mig er det vigtigt ikke bare at dvæle ved en strategi, men også lægge handlinger bag ordene, fortæller Kristian Kamp, der er helt bevidst om ambitionsniveauet i det midtjyske.
– Min primære opgave bliver at lede den sportslige sektor, så vi leverer den performance, der forventes i en klub som FC Midtjylland. Jeg tror på, at feedback, nysgerrighed og forskellige perspektiver er afgørende for miljøet, så vi står endnu skarpere både på og uden for banen.
I FC Midtjylland er ambitioner at blive en seriøst konkurrent i toppen af dansk kvindefodbold, hvor der er en ambition om at skulle med om titler.
– Det ville være mærkeligt – med et FC Midtjylland-logo på brystet – at begynde at tale om anden-, tredje- eller fjerdepladser. FC Midtjylland har potentialet til at vinde og være blandt de bedste, siger han og fortsætter:
– Det bliver vores fælles opgave at balancere de handlinger og valg, vi træffer, så de samlet accelererer udviklingen og gør FCM til en endnu stærkere aktør i dansk kvindefodbold – med ambitionen om at spille med om titlerne og tage næste skridt mod toppen, lyder det fra Kristian Kamp.
Den nye chef har første officielle arbejdsdag den 1. januar 2026.
FC Midtjylland












