FCM-stjerne afviser ikke vinterskifte: Når det sker, så sker det
En af FC Midtjyllands helt store profil dette efterår er ikke afvisende for at prøve sig af i en anden klub, men respekterer først og fremmest sin hjerteklub.

📍 Campo på MCH Arena
Aral Simsir har været flyvende i denne sæson for FC Midtjylland.
Den dansk-tyrkiske kantspiller har med syv mål og 14 oplæg haft en stor aktie i Ulvenes store højdepunkter både nationalt og internationalt.
Søndag eftermiddag slog 23-årige Simsir til igen, da han med både mål og oplæg var storspillende i holdets 6-0-sejr over FC Nordsjælland.
Med storklubber på tribunerne er det svært at forestille sig, at mulighederne for at prøve sig af i en anden stor klub, ikke er noget, der bliver leget med oppe i FCM-stjernens hoved.
Aral Simsir er ikke afvisende for et skifte allerede i det kommende transfervindue, men der er flere ting, der skal gå op, fortæller han.
- Jeg tror meget på, at alt har sin tid. Når det sker, så sker det. Og så er der jo en grund til, at det sker på det tidspunkt. Så hvad FC Midtjylland tænker, det er jo sådan, det skal være, og jeg bliver bare nødt til at respektere det, og så fortsætte med at gøre det godt, som jeg gør nu, siger Aral Simsir til Campo og de øvrige medier efter storsejren over FC Nordsjælland.
For nu nyder stjernespilleren bare at være i FC Midtjylland, hvor det på mange måder kører for ham.
- Det, jeg har fokus på, det er jo bare at gøre det så godt, som jeg gør nu.
- Jeg er bare glad for at være i FC Midtjylland, og selvfølgelig vil jeg jo gerne tage til udlandet og udleve min drøm, men hvornår det sker, det kan jeg jo ikke rigtig svare på. Jeg er bare glad for, at det går godt lige nu, og så vil jeg arbejde endnu hårdere for, at det bliver bedre, siger Aral Simsir.

Aral Simsir har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2029.
FCM-stjernerne funklede i regnen - snart kan det også regne med pengesedler i FC Midtjylland.
Læs mere her:

FC Nordsjælland
FC Midtjylland












