Første over 250 mio? Han er årets Superliga-profil Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Første over 250 mio? Han er årets Superliga-profil

Det har været forrygende at følge Franculino, der spiller i Superligaen på lånt tid.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Kommentar3F Superligaen

Hvem var ham der Franculino Dju?

Og hvorfor havde FC Midtjylland hentet en spiller fra Benficas ungdomsafdeling?

Noget af det første, jeg spurgte ude i FC Midtjylland om, var, om den nye angriber i virkeligheden bare var en Mafra-spiller, der skulle lejes tilbage til næstbedste række i Portugal.

Men nej, det var ikke planen, i hvert fald ikke før man havde set ham an indtil slutningen af sommervinduet i august 2023.

Allerede i de første uger stod det klart, han ikke skulle nogen steder.

Franculino Djú scorer under Superliga-kampen mellem Vejle Boldklub og FC Midtjylland i Vejle søndag den 13. august 2023.. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Han scorede hattrick i Conference League-kvalifikationen mod et, indrømmet, pivringe Omonia Nicosia, få dage efter sin debut med scoring mod Vejle.

Da efteråret var ovre, var Arsenal bare en af mange klubber, der holdt øje - og det selv om det nogle gange er svært præcist at vide, hvad man egentlig kigger efter.

Så tilfældigt ud

Tidligere på efteråret var der en tidligere Premier League-scout, der udbredte sig om, at ham Franculino højst kunne koste et beløb svarende til omkring 100 millioner kroner.

Det svarer lidt til at få et raserianfald i supermarkedet, fordi man kan huske dengang, en plade Marabou og et Anders And-blad kostede ti kroner og står stejlt på, verden stadig må hænge sådan sammen.

Men jeg kan nu alligevel følge ham et stykke ad vejen, for ved første øjekast er det svært at se, hvad der er specielt ved Franculino.

Han er ikke hurtig over længere distancer sammenlignet med missiler som Darío Osorio og Mikel Gogorza.

Se hvad Franculinos holdkammerat har at sige om angriberens fremtid

Han kan se kluntet ud, og i de første uger til træning i 2023 troede flere holdkammerater, der skulle dække ham, at han var usædvanligt heldig.

For Franculino fik bolden med på mystiske måder, der virkede tilfældige. En tå, et lår, løse bolde, der ofte sprang inden for angriberens rækkevidde.

Til gengæld stod det hurtigt klart, at Franculino havde en uhyggelig evne til at finde det sted i eller lige omkring feltet, hvor bolden kunne finde ham.

Og at han afsluttede fremragende af en teenager uden én eneste turneringskamp i voksenfodbold i Portugal at være.

Cementen i Guinea-Bissau og elegancen i Benfica

FCM’s vicesportschef Ove Pedersen, der var med til at spotte Franculino, har fortalt, hvordan angriberen som stor dreng i Guinea-Bissau trænede på noget, der lignede cement.

Som 12-årig flyttede han til onklen i Lissabon og mødte den modsatte verden i Benficas ungdomsafdeling, hvor der altid er trænere på topniveau inden for få meters afstand på en perfekt træningsbane.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den kombination ser ud til at have givet pote.

19 mål i 28 turneringskampe i denne sæson er allerede bedre end sidste sæson, hvor skader drillede angriberen de første par måneder, indtil slutspillet tog fart.

Og det får vi at se på transfermarkedet, nok ikke her til januar men til sommer.

På alverdens scoutinglister

Jeg hørte godt om interessen fra Saudi-Arabien i sommer (for transfers for de beløb er det ofte ligaens centraliserede indkøbscentral, der står for handlerne), men det havde været decideret synd at spilde år af karrieren i et diktatur med en liga omkring Superligaens niveau i stedet for en Top 5-liga.

Der havner Franculino til sommer, muligvis som den dyreste spiller solgt i Superligaen nogensinde.

TV2's mand i det midtjyske lancerede i sommer en pris på op mod 300 millioner kroner, og mens det måske ikke når helt derop, er det såre fortjent, at FCM-angriberen kan blive Superligaens dyreste nogensinde.

For ud over et hav af aktioner i modstanderens felt, et datapunkt der gør udenlandske topklubber helt vilde, og hans ungdom (21 år) er Franculino slet og ret bare god.

Læs også Campos store interview med Darío Osorio

For mig er han sæsonens med afstand bedste spiller i Superligaen, og han nærmer sig vel også årets, selv om Victor Froholdt spillede nogle brag af nogle superkampe i foråret.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Når Franculino får bolden med, finder pladsen og scorer et spektakulært mål, er det ikke tilfældigt, som holdkammeraterne og modstanderne i begyndelsen troede.

Han kan stort set alt andet end at komme først i et 100 meter-løb, og det får I at se i de næste ugers profilkåringer, og når han senest til sommer skifter til en storklub for et umuligt stort beløb.

Læs også om Franculinos vej mod en historisk sæson

Mest læste

Notifications

Notifikationer