Sultne ulve: FCM vil have noget med fra Rom
FC Midtjylland er ikke tilfredse endnu. Der skal flere point på bordet.

Fire kamp, fire sejre.
Baseret på den statistik burde FC Midtjylland nok være favorit torsdag aften i Rom.
Helt så firkantet er virkeligheden dog næppe.
Der venter nemlig et næsten udsolgt Stadio Olimpico og et italiensk storhold i form af AS Roma, når FCM jagter sin femte Europa League-sejr på stribe.
Netop endnu en sejr - og flere point - er noget, som ulvene fra Midtjylland har sat næsen op efter på torsdagens menu.
Pointhøsten hidtil er nemlig ikke nok for cheftræner Mike Tullberg i det store billede.
- Fodbold er øjebliksbilleder. Vi er som klub stolte over den sæson, vi har spillet i Europa indtil videre, men vi skal huske, det kun er fire kampe. Hvis det bliver ved det, vil vi ikke være tilfredse. Vi har en stor sult og vil vise, at vi også kan være med på den scene, der venter i morgen, siger han ifølge FCM's egen hjemmeside.

FCM-cheftræneren ser derudover særligt ét lighedstegn mellem FC Midtjylland og det AS Roma-mandskab, som 67-årige Gian Piero Gasperini står spidsen for.
- Hvis man kigger på, hvordan mit FCM spiller fodbold – særligt når vi ikke har bolden – er det meget på samme måde, som han har gjort gennem sin tid i italiensk fodbold. Vi er meget henad samme retning, som han har gjort med Atalanta og Roma, når vi ikke har bolden.
Kampen mellem FC Midtjylland og AS Roma fløjtes i gang torsdag klokken 18.45.
FC Midtjylland
AS Roma
Mike Tullberg












