Neestrup forstår Tullberg-kritik: Også frustrerende for mig
Jacob Neestrup tilslutter sig den kreds af cheftrænere, der kritiserer hands-reglerne og VAR.

📍 Campo til FCK-pressemøde
Hokus pokus, dommerne kom igen i fokus.
Først i den tidlige derby-kamp mellem F.C. København og Brøndby IF og senere på aftenen i opgøret mellem Sønderjyske og FC Midtjylland. I begge opgør dømt straffespark, hvor VAR var i brug.
Efterfølgende var nærmest hele Brøndby-lejren ude med en kras kritik af søndagens derbydommer. Mens FCM's Mike Tullberg udtrykte bekymring over manglen på en konkret dommerlinje i Superligaen i afgørende situationer. Et standpunkt, Sønderjyske-træner Thomas Nørgaard sluttede sig til og nu også Jacob Neestrup.

- Jeg synes, det er vigtigt at sige, og det synes jeg egentlig også, at Thomas (Nørgaard, red) og Tullberg får sagt. Vi har rigtig mange dygtige dommer, og jeg føler mig i gode hænder, når vi går på banen. Men handsreglerne frustrerer alle, svarede Jacob Neestrup på tirsdagens pressemøde i Parken.
- Det gør de i Danmark, og det gør de i udlandet. Der er ikke nogen forskel, og de bliver taget ret ofte.
- Men der hvor jeg må sige, at det er også frustrerende for mig, det er, at VAR skal tage de åbenlyse fejl, og det gør VAR ikke lige nu. De tager noget en gang imellem, og det er der, hvor at jeg godt kan forstå Tullbergs-argument med det manglende straffe til
FC Midtjylland mod AGF, når så der bliver dømt straffe forleden i Sønderjyske.
- De domme, de går for og imod, og det gør de for alle klubber. Men jeg kan godt forstå frustrationen over, fordi vi vil alle sammen acceptere skønnet, dommeren har i momentet inde på banen. Det er jo også det, der er det fantastiske ved fodbold.
Problemet er, at det må ikke blive et skøn, når du sidder ude i en VAR-vogn, sagde Jacob Neestrup på tirsdagens pressemøde.
- Og det er det lidt gået hen og blevet, så jeg synes egentlig ikke, at udfordringen ligger inden for kridtstregen. Den ligger mere i, at der helst ikke skal være for meget fortolkning ude i VAR-vognen. Det skal være det åbenlyse, for ellers er det svært at have en linje.
På tirsdagens pressemøde kom Jacob Neestrup ud i noget af en rant, hvor han fik lettet, hvad han havde på hjerte ikke blot om den dommerlinje, der er i Superligaen i de situationer, hvor VAR skal træde til.
Men også om søndagens derbyudtalelser fra Brøndby-lejren som den F.C. Københavnske-cheftræner fandt noget voldsomme.
Læs og hør, hvordan Jacob Neestrup kritiserede det, Brøndby IF med Steve Cooper i spidsen udtalte i kølvandet på deres derbynederlag.

Jacob Neestrup
Mike Tullberg












