Dansker skal have ny træner Foto: Middlesbrough

Dansker skal have ny træner

Kim Hellberg skal fremover stå i spidsen for Middlesbrough.

Kim Hellberg bliver præsenteret i Middlesbrough
Foto: Middlesbrough

Det er noget af en transfersaga, der har udspillet sig omkring Hammarbys cheftræner Kim Hellberg i denne sæson.

Først var han rygtet kraftigt til Swansea City, men det er altså en anden britisk klub, der er endt med at løbe med succestrænerens underskrift.

Mandag kan Championship-klubben Middlesbrough nemlig bekræfte, at man har sikret sig den 37-årige svenskers underskrift.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Middlesbrough har stået uden træner, siden de tidligere i november sagde farvel til Rob Edwards, der tog turen til Wolverhampton og Premier League.

Men nu har de altså afløseren på plads.

37-årige Kim Hellberg, der i to år har stået i spidsen for Stockholms-klubben Hammarby, skal fremover stå i spidsen for Middlesbrough.

Det betyder også, at den danske Hammarby-spiller Frederik Winther, skal have ny træner.

Og den svenske træner er stolt af, at klubben har valgt at kigge hans vej.

- Jeg er begejstret over at være blevet udnævnt til Boros cheftræner, og jeg er meget stolt over at være her, siger han til klubbens hjemmeside.

Kim Hellberg bliver præsenteret i Middlesbrough
Foto: Middlesbrough

Og på papiret er det et godt match, siger han desuden.

- Den måde, de spiller og ønsker at spille på, passer sammen med fansene og passer til mig og den måde, jeg ønsker at arbejde på.

Og Middlesbroughs fodboldchef, Kieran Scott, er glad for, at det er lykkedes at lande en aftale med den svenske træner.

- Kim er en, jeg har holdt øje med i et stykke tid. Han er velkendt i europæiske fodboldkredse som en lovende cheftræner, der fangede mange folks opmærksomhed og gjorde det rigtig godt i Hammarby.

- Vi mødte et par kandidater, men Kim stod højt på min liste over personer, jeg gerne ville tale med, siger han til klubbens hjemmeside.

I forbindelse med skiftet til Middlesbrough, har Kim Hellberg også sagt farvel til Hammarby, som han altså har stået i spidsen for siden januar 2024. Og det er en taknemmelig træner, der takker af en den svenske klub.

- Det har været en fantastisk tid i Hammarby, hvor jeg er vokset både som leder og som menneske. Mine to år i klubben har været meget lærerige, og vi har skabt minder, som jeg vil tage med mig resten af livet. Jeg vil benytte lejligheden til at takke alle de fantastiske spillere, ledere og alle omkring klubben, som har været en del af rejsen. Til sidst vil jeg takke alle de fantastiske supportere, siger han til Hammarbys hjemmeside.

Hvor lang en kontrakt, han har fået i Middlesbrough, fremgår ikke af den pressemeddelelse, klubben har delt.

Mest læste

Notifications

Notifikationer