Kontroversielle kendelser: Mikkel Redder forklarer
Mikkel Redder fik en vild hovedrolle i Haderslev søndag aften.

Mikkel Redder er næppe nogen populær herre i Herning efter søndagens opgør mellem Sønderjyske og FC Midtjylland.
Dommeren fik nemlig en ganske stor hovedrolle i Ulvenes nedtur, hvor han både uddelte en rød billet til Philip Billing og sent i opgøret dømte straffespark til sønderjyderne.
Efter kampen fik Viaplay sat Redder stævne, hvor han forklarede sine beslutninger.
- Jeg prøver at lade spillet køre og give FC Midtjylland en mulig fordel. Der er en Sønderjyske-spiller, der prøver at stoppe ham, men lige da Billing vrider sig fri, reagerer han med at svinge en arm i ansigtet på Sønderjyske-spilleren, og det skal jeg tildele et gult kort for og dermed anden advarsel.
- I den situation får Sønderjyske-spilleren også et berettiget gult kort. Jeg kan godt forstå frustrationerne, for kunne jeg have dømt et frispark to sekunder inden, men hvad nu hvis han var sluppet fri, og de pludselig havde en fire-mod-fire-situation.
- Jeg kan godt forstå frustrationerne, men det fritager jo ikke Billings handling. Jeg forstår dem, men jeg er sat i verden her for at dømme, hvad der sker, fortæller Mikkel Redder om Billings udvisning.

I de døende sekunder blev Mikkel Redder kaldt ud til VAR-skærmen for et muligt straffespark, hvilket han også endte med at dømme til Sønderjyskes fordel.
- Det er et simpelt benspænd. Vi har en FCM-spiller, der stikker benet ud, og det er et klassisk benspænd og et straffespark. Der er ikke så meget at komme efter.
- Jeg kan godt forstå, at det er et kritisk tidspunkt, men når jeg bliver præsenteret for de billede ude ved VAR-skærmen, så er det for mig et klokkeklart straffespark, så der er ikke så meget at rafle om der.
- Man ved, at det er kampafgørende, og man ved, at fodbold i høj grad er følelser, og det har jeg respekt for. Jeg er her ikke for at blive populær på nogen måde. Jeg er her for at træffe den rigtige beslutning på dagen, og i dag var det et straffespark, og det er jeg tilfreds med, fortæller Mikkel Redder til Viaplay.
Se hele interviewet i videoen over artiklen.
Mike Tullberg udtalte selv stor kritik af Mikkel Redder, da han afgav interview efter kampen. Læs mere her:

FC Midtjylland
Sønderjyske
Philip Billing












