De Zerbi forklarer: Derfor var Højbjerg fraværende
Pierre-Emile Højbjerg var helt ude af fredagens Marseille-trup.

Hvor er Pierre-Emile?
Den danske landsholdsanfører har været fraværende til både Marseilles træninger, og han var helt udeladt fra truppen, da Robert De Zerbis mandskab rundbarberede Nice fredag aften.
Nu har den italienske Marseille-træner forklaret, hvorfor Pierre-Emile Højbjerg har været fraværende.
- Jeg gav ham to dages fri, fordi han havde haft en hård landsholdspause. Han er tilbage i træning i morgen (lørdag, red.), fortæller De Zerbi ifølge Get French Football News.

Den danske landsholdsanfører spillede samtlige minutter i begge Danmarks VM-kvalifikationskampe mod Belarus og Skotland, hvorefter Marseille-ankeret nok er rejst ganske træt og skuffet hjem til sin klub.
Det blev nemlig ikke til nogen direkte VM-billet, da Danmark blot fik ét enkelt point ud af de to kampe.
Pierre-Emile Højbjergs næste opgave sammen med Marseille bliver i Champions League, hvor man får besøg af Newcastle United tirsdag aften.
Kampen fløjtes i gang klokken 21:00, og du kan se den på Viaplay.
Marseille
Pierre-Emile Højbjerg
OGC Nice












