FCM-boss om ekstrem interesse: Salg ville være det dummeste
Franculino og FC Midtjyllands øvrige profiler bliver efter alt at dømme i klubben.

Året lakker mod enden, endnu et transfervindue nærmer sig.
Men går alt som planlagt, så betyder januars transfervindue ikke det store for FC Midtjylland.
I hvert fald ikke når det kommer til de helt store salg af klubbens efterhånden mange profiler.
Heller ikke selvom en klub som Bayern München bliver nævnt i forbindelse med FCM-stjernen over dem alle, Franculino.
FCM-sportschef Kristian Bach Bak fortæller nemlig ved fredagens træningspas i Herning, at han regner med fortsat at have Franculino i truppen til forårssæsonen:
- Det gør jeg 100 procent. Og det gør jeg af den grund, at Franculino godt ved, at hans drøm bliver udført, hvis vi laver den her sæson sammen, siger han til Campo og de øvrige fremmødte medier og tilføjer:
- Det er jo Franculinos niveau, væsen og målsnit som gør, at han er interessant for samtlige klubber i hele verden. Vi er jo heldige med, at vi har en spiller som ham, men vi har også været med til at udvikle ham til de step, han har taget.

Kristian Bach Bak påpeger selv, at det ikke kun er Franculino, der er et brandvarmt salgsemne i klubben. Der er flere spillere, som tiltrækker sig interesse ude i Europa.
- Vores gennemsnitsalder taget i betragtning gør jo, at der er ekstremt meget... Folk er opmærksomme på, hvad der foregår i Midtjylland, skal vi ikke bare sige det sådan? Der er klubber nok, som spørger ind.
- Heldigvis har vi nogle tydelige planer og snakke med vores spillere, som er med på, at vi skal opnå noget stort sammen i den her sæson, siger han.
Kristian Bach Bak lægger ikke skjul på, at et beløb i teorien kan blive så stort, at man ikke kan sige nej længere.
Det ændrer dog ikke på, at planen er at holde sammen på hele gruppen:
- Vi traf jo det her valg i sommer (om at holde sammen på truppen, red.). Og det er 100 procent planen, at holde det frem til sommer. At sælge det hele midtvejs nu, ville jo være det strategisk dummeste, vi kunne gøre, siger han.
I forhold til Franculino er der tidligere blevet skrevet om summer på både 200 og 300 millioner kroner. Og det er nu engang mange penge.
- De beløber, der er i fodboldverdenen, er i forvejen rimelig høje, og der foregår nogle helt crazy ting. At det kun er kommet tættere på os, er jo fedt at være med til, siger Kristian Bach Bak.
Franculino står i denne sæson noteret for 14 mål i 14 kampe i Superligaen. I Europa League er det blevet til tre scoringer i fire kampe.
FC Midtjylland
Franculino Djú












