Chef i to FCM-kampe efter fyring: Sindssygt vigtigt for mig
Thomas Thomasberg er lykkelig for, at han og FCM kunne skilles på en så gode måde.

Det var højst opsigtsvækkende, da Thomas Thomasberg i august blev fyret fra FC Midtjylland.
Dels lå FC Midtjylland godt til i tabellen og var kvalificeret til Europa Leagues ligaspil, men det virkelig specielle var, at Thomasberg tog ikke bare én men to sidste kampe med efter fyringen, først i Europa League-kvalifikationen mod KuPS og derefter ude mod Brøndby.
Her vandt FC Midtjylland på to mål i tillægstiden af Darío Osorio, og en følelses-overvældet Thomasberg hverken kunne eller ville holde tårene tilbage, mens spillerne og staben kastede sig om halsen på den afgående boss.
I dag har Thomas Thomasberg hænderne fulde med et nyt, spændende job i Pogon Stettin i den bedste polske række, hvor Thomasberg blev cheftræner i oktober.
Men afskeden og de 2½ år tilbage i FC Midtjylland med dansk mesterskab og to kvalifikationer til Europa League fylder på et menneskeligt plan meget for 2024-mestertræneren.

- Jeg er uendelig glad og stolt over, at jeg blev mester med FC Midtjylland. Og at jeg var med til at få klubben tilbage på et niveau, hvor man spiller med om mesterskaber, siger Thomas Thomasberg til Campo.
Og at det sluttede med den sidste kamp i Brøndby efter opgøret i Finland er Thomasberg enormt glad for – det var præcist sådan, han ville fra FC Midtjylland, også selv om mange på det tidspunkt studsede over, at en fyret cheftræner skulle have to sidste kampe med klubben.
- Det var sindssygt vigtigt for mig. For klubben står mig rigtig nær. Det gør alle folkene i FC Midtjylland. At jeg fik lov til at gå ud af døren på den måde, det kunne jeg ikke ønsket på en bedre måde.
- At kunne få lov til at stå i den overtid ovre i Brøndby, vinde kampen og stå med så mange kampe uden nederlag. Det blev jo en lykkelig afsked på den triste baggrund, at jeg var blevet fyret. Det kunne ikke have været en mere lykkelig skilsmisse, siger Thomas Thomasberg.
Glad for at se holdet have succes
Thomas Thomasberg valgte bestemt ikke selv at blive fyret og ville meget gerne have fortsat i klubben.
Han tror selv på, han kunne have forløst holdet og løftet det de sidste procent, han også selv kunne se tegningerne til – men det ændrer ikke på, han ønsker holdet og staben alt det bedste.

- Jeg er stadigvæk lidt træt af, at jeg ikke nåede at få forløst det, der var i gære. Det, som mange efterlyste og kunne se, hvor holdet virkelig ville gå op i en højere enhed. Det tror jeg fortsat, jeg kunne have været med til. Det er jo det, holdet er ved at gøre nu. Og set udefra ser det også mere sikkert ud.
- Var det et trænerskifte, der skulle til for at nå det? Man kan jo ikke sige andet, end at det har set godt ud, siger Thomas Thomasberg, der i den grad synes om det, han ser fra FCM-holdet efter også selv at have overvejet at rykke tilbage til en treback-kæde, som holdet spiller i dag.
Ser FCM's kampe
Thomasberg nåede at have Philip Billing i en enkelt kamp, og erfaringen, han og midtstopperen Martin Erlic har bidraget med, kommer FCM til gavn.
- Man sidder med en fornemmelse af, at det næsten ikke kan ende med andet end et mesterskab og en god tur i Europa, som man måske ikke har prøvet før. Det ville jeg jo gerne have nået. Det irriterer mig overhovedet ikke, at de ser ud til at gøre det nu, men jeg ville jo gerne selv have opnået det, det var mit mål med det hele, siger Thomas Thomasberg, der nu følger med som fan.
- Jeg har været der i så lang tid, over ti år, så det med Midtjylland hænger ved mig. Jeg har set de fleste af FC Midtjyllands kampe siden. Det er nogle vanvittigt dygtige spillere og gode folk i hele klubben, siger Thomasberg.
Thomas Thomasberg var cheftræner første gang for FC Midtjylland fra 2008 til 2009, hvor holdet blev firer.
Thomasberg har siden været cheftræner i Hjørring, Fredericia, Hobro og Randers FC, før han kom tilbage til FC Midtjylland i 2023 som afløser for Albert Capellas.
Følg også med på Campo i de kommende dage, hvor vi bringer en længere historie med Thomasberg om det nye job og planerne for at udvikle Pogon Stettin sportsligt.
FC Midtjylland
Thomas Thomasberg












