Joker på pressemøde: Skønt med flere jyder på landsholdet
Det glæder Gustav Isaksen, at der er kommet flere jyder til den danske landsholdstrup.

📍 Campo til landsholdssamling
Kuglerammen taler sit tydelige sprog.
Der er flest spillere på det danske landshold, der kommer fra de sjællandske klubber.
Nærmere bestemt har flertallet af de danske landsholdsspillere gjort sig i F.C. København i løbet af deres fodboldkarriere. Men som årene er gået begynder der at komme flere og flere ansigter fra det, ærkesjællændere nok ville kalde det mørke Jylland.
Rasmus Nissen, Joachim Andersen, Gustav Isaksen og nu også en Philip Billing, der er seneste tilslutter til Herning-kuldet på det danske fodboldlandshold. Og spørger man Gustav Isaksen, må der hjertens gerne komme flere til.

- Det er dejligt (med flere FCM'ere i truppen, red). Jeg synes, der er lidt for mange københavnere. Så det er skønt, når der kommer nogle jyder, svarede Gustav Isaksen på Campos spørgsmål om FCM-repræsentation på det danske landshold, som bragte lidt latter til fredagens pressemøde.
- Billing er jo vanvittigt god, og jeg er glad for, at han er i min klub, Midtjylland, nu. Og hjælper dem rigtig meget. En god fyr og en fantastisk spiller.
Brian Riemer og det danske landshold sidder i noget af en favorabel position med en flot målscore og som værende á point med Gruppe C's andenplads, Skotland.
Først skal Belarus besejres i Parken, hvilket i sig selv skulle være nemt nok. Men tirsdag på Hampden Park venter noget af en gyser mod Skotland, hvor Danmark kan nøjes med en uafgjort.
Lørdagens opgør i Parken skal dog som minimum give tre danske point. Ellers ser Gustav Isaksen ikke, at landsholdet fortjener at komme til VM. Læs, hvad Lazio-kanten havde at sige om det i artiklen herunder.

FC Midtjylland
Gustav Isaksen
Danmark
Philip Billing












