Havde kurs mod Brøndby – vil ikke udelukke dansk skifte
Viborgs førstemålmand Lucas Lund er stadig sikker på, at udlandet kalder ham i en nær fremtid, men han vil ikke lukke døren for andre muligheder, fortæller han til Campo.

📍 Campo i Viborg
For to år siden var Lucas Lund på vej til Brøndby IF. Faktisk var en handel så godt som på plads.
Et år senere stod han med en ny kontrakt i Viborg FF, hvor han dette efterår cementeret sig som førstemålmand efter et par sæsoner, hvor han i perioder har været inde og ude af holdet grundet en disciplinær sag og en skade.
I denne sæson har der dog ikke været tvivl om, at Lucas Lund har været Viborgs førstemålmand, hvor den 25-årige keeper har stået samtlige kampe i Superligaen i denne sæson.
Men selvom Lund har cementeret sin plads mellem stængerne i Viborg, er der stadig noget der trækker i ham.
Det fortæller han i et interview med Campo.
- Ambitionen er der stadig. Det er der også åben dialog omkring med klubben, at jeg gerne vil videre på et tidspunkt.
- Det er ikke fordi, at Viborg er på et lavt niveau, eller at det er en dårlig klub. Men vi er mange, der kan tage et skridt herfra. Det håber jeg også, at jeg kan en dag. Men så længe jeg er her, kommer jeg til at give mig 100 procent og yde alt, hvad jeg overhovedet kan, siger Lucas Lund til Campo.
Når Lucas Lund og Viborg FF i samarbejde skal ud og finde et nyt eventyr til målmanden, så skal det også være noget, der giver mening for begge parter, forklarer han.
- Jeg vil gerne prøve noget andet på et tidspunkt, men det skal heller ikke være for enhver pris. Timingen skal være rigtig. Jeg er Viborg-dreng og er opvokset og har altid boet i Viborg.
- Jeg tror også, det kan være meget sundt at prøve sig selv af lidt uden for sin comfort zone. Det er helt klart en ambition, og for mig handler det også om, at Viborg skal have nogle penge for mig i et forhåbentligt godt salg, siger Lucas Lund.

Som beskrevet tidligere var Brøndby IF meget tæt på at hente Lucas Lund tilbage i 2023.
Dengang fik vestegnsklubben dog et nej i sidste ende fra Viborg.
Selvom det særligt er udlandet, der trækker i Viborg-målmanden, så vil han ikke afvise, at danske klubber kan blive aktuelle.
- Jeg tror ikke, jeg vil lukke nogle døre. På sigt kunne jeg godt tænke mig et udlandseventyr, men om det bliver det næste skridt, vil jeg lade stå åbent, siger Lund til Campo.
Lucas Lund har kontrakt med Viborg frem til sommeren 2027.
Du kan læse mere om en af Viborgs helt store profiler i efteråret her:

Viborg FF
Brøndby IF
Lucas Lund












