Billing forventede ikke noget: Så kom opkaldet
Trods skiftet til Superligaen udtog Brian Riemer Philip Billing, der havde forventet længere vej tilbage til landsholdet.

📍 Campo til landsholdssamling
Ud af en trup på 24 spillere er der én Superliga-spiller på Brian Riemers landshold.
Og det er 29-årige Philip Billing.
Men da den danske landstræner trak FC Midtjylland-spilleren op af hatten til offentliggørelsen af truppen til de to afgørende kvalkampe, vakte det ikke den store overraskelse hos Billing.
Han havde nemlig ingen forventninger, i og med at han havde givet sig selv en længere vej til landsholet med skiftet hjem til Danmark.

- Jeg er ikke overrasket, for jeg har ikke forventet noget. Jeg tog tilbage til Superligaen for at nyde at spille fodbold igen. Jeg var lidt mættet af udlandet, hvor jeg føler, at jeg har oplevet det meste. Så jeg var ikke så glad på den måde, fortæller Philip Billing til Campo og de øvrige medier i Helsingør.
- Så tog jeg måske en chance ved at tage tilbage til Superligaen, men det har så betalt sig. Midtjylland har gjort det rigtig nemt for mig. Det gør, at jeg bare er glad udenfor banen, men også ude på banen. Og når jeg er glad udenfor banen, så jeg spiller også den bedste fodbold på banen.
- Jeg troede, at jeg måske havde givet mig selv en lidt længere vej på landsholdet. Men jeg ved også om mine egne kvaliteter - ikke at jeg forventede det - men at der måske var en mulighed for det. Men det kom måske hurtigere end jeg har regnet med.
I skrivende stund kan Philip Billing såvel som hvilken som helst anden spiller blive frasorteret til Riemers endelige trup.
Den danske landstræner skal nemlig barbere sin trup ned til 23 spillere til de to afgørende kvalkampe, hvilket vil sige, at der er én spiller som skal frasorteres.
En anden af truppens spillere er Mads Hermansen, som Campo har talt med i forbindelse med den nuværende landsholdssamling. Her fortalte den danske landsholdskeeper om hans sidste to turbulente år, der har budt på flere trænere, end han kan tælle på én hånd.
Læs og hør mere fra West Ham- og landsholdsaktuelle Mads Hermansen i artiklen herunder.

Philip Billing
FC Midtjylland
Danmark













