Tullberg roser holdet: Der er ingen start-11’er
Mike Tullberg roser sine tropper, der har købt ind på hans koncept.

FC Midtjyllands trupbredde kom igen i fokus i opgøret mod Randers FC.
For selvom Gue-sung Cho, Mikel Gogorza og Dario Osorio alle blev pillet ud i pausen, kunne Tullberg sende Aral Simsir, Kevin Mbabu og Pedro Bravo i aktion.
Kort inde i anden halvleg bar udskiftninger frugt, da FC Midtjylland med to lynscoringer kunne bringe sig på sejrskurs.
Og til TV2 har Mike Tullberg efterfølgende rost sine spillere, der har accepteret, at der ikke er nogen start-11'er i Midtjylland.
Der er hverken målscorerne eller Aral Simsir, der markedede sig med to oplæg, der løber med de største roser efter opgøret. Det er nemlig kollektivet.
- Igen i dag efter kampen bruger jeg mere tid på at snakke om de spillere, der slet ikke kom ind. Fordi vi ved godt, at hvis vi skal være gode, så skal vi være stærke som gruppe.
- Vi skal gönne (unde, red.), som vi siger på tysk, nogle andre, at de også gør det godt. Og så er det forskellige spillere, der afgør det.
Aral Simsir får dog rosende ord med på vejen fra cheftræneren, der dog fremhæver det tætte program som grund til de mange udskiftninger.

- Dario [Osorio] starter inde i dag og er lidt træt, og gør et godt stykke arbejde. Så skifter vi Aral [Simsir] ind, og så kommer han ind og ændrer kampbilledet.
- Selvfølgelig vil de alle sammen gerne spille fra start, men de kan jo også godt se, at der er rigtig, rigtig mange kampe, vi vinder i anden halvleg. Silkeborg i pokalen står også 0-0 indtil det 70. minut, og så ender vi med at vinde 4-0.
Oven på opgøret, der blev vundet med 2-0, var Mike Tullberg godt tilfreds med sine spillere, og fortæller, at de har accepteret, at der ikke er nogen idealopstilling.
- Spillerne skal have stor ros for, at de er købt ind på, at der ikke er nogen start-11. At det er et hold. Og så bliver der sat et hold ud fra den kamp, vi skal spille - også i forhold til, hvad vi kan ændre i løbet af kampen. Og det synes jeg, de har været rigtig, rigtig dygtige til.

FC Midtjylland
Mike Tullberg












