SIF-helt om mål: OB blev lidt snydt
Nicolai Larsen er af den overbevisning, at OB nok burde have fået et frispark i situationen omkring Silkeborg IF’s føringsmål.

Silkeborg IF's Nicolai Larsen stod en vaskeægte brandkamp fredag aften i Odense.
Af selvsamme årsag lykkedes det derfor at få et enkelt point med sig hjem. Opgøret endte 1-1.
Hos OB's fans synes man nok ikke, at SIF-keeperen var den eneste på banen, der forhindrede en fynsk sejr. Undervejs i kampen kunne man nemlig høre dem synge "skandaledommer".
Der kan næppe udpeges én situation, som den enkeltstående årsag bag den sungne kritik, men en af dem var formentlig i forbindelse med Silkeborg IF's scoring.
I OB følte man sig nemlig snydt for et frispark i modsatte ende af banen. I stedet stak SIF i en omstilling og gjorde det til 0-1.
Og måske OB'erne har noget at have det i. Nicolai Larsen kan i hvert fald godt sætte sig ind i situationen.
- Jeg synes måske også lidt, at de bliver snydt for et frispark på kanten af feltet i den situation, hvor vi ender med at gå op at score, siger han til Viaplay efter slutfløjt.

SIF-cheftræner Kent Nielsen sagde i pausen ved stillingen 0-1, at første halvleg var et tyveri fra gæsternes side. Det erklærer Nicolai Larsen sig enig i:
- OB var bedre end os i dag. Det er der ikke nogen tvivl om. Jeg synes ikke, vi spiller en ret god kamp.
- Jeg kan ikke sige så meget andet, end at hvis Kent har sagt, at det er tyveri ved højlys dag, så må jeg nok erklære mig enig. Det plejer man at skulle være med chefen.
Pointdeleren mellem de to betyder, at Silkeborg IF indtager ottendepladsen med 18 point, mens OB ligger på sjettepladsen med 19 point.
Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen
Du kan se interviewet med Nicolai Larsen nedenfor

Silkeborg IF
OB












