Kan FCM vinde Europa League? “Man skal huske at drømme”
Mike Tullberg maner til besindighed, men opfordrer også spillerne til at drømme stort.

📍 Campo på MCH Arena
FC Midtjylland tog torsdag aften endnu en stor skalp i Europa League.
På MCH Arena blev Celtic til tider udspillet af Mike Tullbergs velspillende ulve, og de skotske mestre blev sendt hjem med et 1-3-nederlag.
Det betyder også, at FC Midtjylland fortsat indtager førstepladsen i ligafasen, og det får naturligvis ukuelige optimister til at drømme.
Mikel Gogorza fortalte efter kampen mod Celtic, at han troede fuldt og fast på, at klubben kunne vinde Europa League.
Cheftræner Mike Tullberg holder dog fødderne plantet i jorden for nu, men tillader også, at spillerne drømmer stoet.
- Spillerne skal have lov til at føle og sige deres mening og være glade. Så står træneren, som måske er lidt mere kedelig, når kampen så er fløjtet af og ser på det med realistiske briller. Det er en vanvittig turnering med en masse, masse outstanding hold.
- Vi er selv gode, det har vi vist i de første fire kampe, men vi skal også lige huske, hvor vi kommer fra. Vi er ydmyge omkring det, vi gør. Men jeg synes i bund og grund, at det er fint, at en knejt på 19 år er glad efter sådan en kamp, som han har spillet, og så drømmer lidt stort. Man skal huske at drømme, siger Mike Tullberg til Campo og den øvrige presse.

FC Midtjylland skal i hvert fald på en svær opgave i næste spillerunde i Europa League.
Her venter AS Roma på Stadio Olimpico i Rom d. 27 november.
Mikel Gogorza spillede en flot kamp for midtjyderne og høster store roser fra en af holdkammeraterne.
Læs mere her:

FC Midtjylland
Celtic
Mike Tullberg












