Kollaps: Jens Stage gør det onde ved Eriksen og Wolfsburg
Wolfsburg kunne lugte en hårdt tiltrængt sejr, men Jens Stage og Werder Bremen fik vendt det på hovedet til sidst.

Det kører bare på ingen måde for Wolfsburg.
Bare to sejre er det blevet til i sæsonens første 10 Bundesliga-kampe.
Fredag aften var der pludseligt udsigt til forløsning, for 82 minutter spillet ude mod Werder Bremen, var Wolfsburg fortsat foran med 0-1.
Man endte dog med at tabe kampen - ikke mindst takket være Jens Stage.
Wolfsburg fik bragt sig foran midtvejs i første halvleg. Adam Daghim og Christian Eriksen tog begge del i opspillet til scoringen.
Men med syv minutter tilbage af den ordinære spilletid dukkede Jens Stage dog op og headede Werder Bremen på 1-1.
Som om det ikke var nok, så fik Werder Bremen også tændt godt og grundigt op under hjemmepublikummet, da man i tillægstiden fik gjort det til 2-1.

Scoringen tændte i dén grad Wolfsburg-keeper Kamil Grabara af - og med rette.
Foran ham stod nemlig to forsvarsspillere og kiggede på bolden, der fløj rundt oppe i luften efter et helt og aldeles kikset saksesparksforsøg fra Victor Boniface.
En mand, der til gengæld koncentrerede sig om at spille fodbold, var Samuel Mbangula, der udnyttede Wolfsburg-defensivens handlingslammelse og løb mod bolden, som han flugtede ind bag en chanceløs Grabara.
Wolfsburg indtager 12. pladsen i Bundesligaen med otte point efter 10 kampe, mens Werder Bremen kravler op på syvendepladsen.
Du kan se Wolfsburgs føringsmål i videoen øverst i artiklen
Du kan se begge Werder Bremen-scoringer nedenfor
Christian Eriksen
Wolfsburg
Werder Bremen












