Pole position: Kan vi ikke bruge til noget
Mike Tullberg lader sig ikke rive med af FC Midtjyllands aktuelle førsteplads i Europa League.

📍 Campo på MCH Arena
Mike Tullberg var decideret ekstatisk, da torsdagen duel med Celtic var slut.
FC Midtjylland kørte skotterne ud af brættet og vandt med 3-1, og det fejrede cheftræneren med en stor jubel med fansene.
Tullbergs mandskab har vundet fire kampe ud af fire mulige og ligger på en nærmest sensationel førsteplads.
Det faktum blev Tullberg bedt om at forholde sig til efter den overbevisende sejr mod Celtic, og FCM-chefen har benene solidt plantet i den jyske muld.
- Det kan vi ikke bruge til noget (at FCM fører Europa League, red.). Altså, vi har vundet fire fodboldkampe, og det er fedt, fordi præstationerne har været gode.

- Men jeg kigger ikke på, om vi ligger nummer et, tre eller fire. Vi laver nogle gode præstationer, og hvis man gør det, så er der en stor chance for, at man vinder sine fodboldkampe.
- Jeg tager det kam for kamp, for jeg ved godt, fodbold er et øjebliksbillede, siger Mike Tullberg til Campo og den øvrige presse.
FC Midtjylland har udover Celtic slået Nottingham Forest, Sturm Graz og Maccabi Tel Aviv i Europa League.
I næste runde i turneringen skal de en tur til Rom, hvor Roma venter.

FC Midtjylland
Celtic
Mike Tullberg












