Hit med pengene, CV! AGF skal jagte transfer-guldet Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Hit med pengene, CV! AGF skal jagte transfer-guldet

Efter en god indsats i Herning og pointet i Parken er AGF nødt til at gøre guldet til et tema på januars transfermarked, hvis man slutter ordentligt af i de sidste fire efterårsrunder.

Carsten V. Jensen.
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

📍 Campo i Herning

Aarhus Kommune er ved at bygge et hundedyrt stadion til AGF, budgettet er i voldsom vækst, men tag ikke fejl.

FC Midtjylland har haft krammet på AGF i årevis, ja i stort set hele FCM's levetid, hvor man har domineret opgørene på banen og løbet i cirkler omkring AGF uden for.

På transfermarkedet, når der skulle findes investorer, de rette spillere og trænere - FCM har siddet på Jylland i over ti år og gør det stadig.

Men uanset, hvor meget sportsdirektør Carsten V. Jensen og resten af ledelsen gerne vil det, bliver guldet nu et seriøst tema i Århus.

Jakob Poulsens hold spiller godt, man viste rygrad for nylig i Brøndby i en svær situation, og nu fik man så en hårdt tilkæmpet men fortjent uafgjort med fra det andet nyklassiske tophold FC Midtjylland.

Og det skal AGF-ledelsen tage særdeles alvorligt med et mandskab, der på mig virker mere bæredygtigt i en topkamp, end da man også lå nummer et for et år siden før de sidste par efterårsrunder.

En fed mulighed

Vi skal lige være realistiske her.

Jeg har stadig FC Midtjylland og F.C. København som mine guldfavoritter side om side, når vi rammer maj og de sidste uger af sæsonen 2025/26.

De to klubbers trupper ER faktuelt stærkere og bredere end AGF's, og når FC-klubberne er ude af Europa senest til slutspillet, er de brutale, mens AGF igen og igen har vist svaghed, når guldet er på højkant.

Men AGF på førstepladsen efter 14 runder og så solide præstationer?

Det skal AGF's ledelse simpelthen reagere på, hvis billedet er det samme om en måned.

Vi skal selvfølgelig se AGF slippe forbi tre jyske modstandere (Sønderjyske, Silkeborg og Randers) og et besøg af F.C. København, før der bliver skrevet under på noget.

Men den topplacering, det er for godt til at lade passere uden at handle, når der kan gå mange år før, AGF er i den position igen.

Er det uventet? I den grad - da Jakob Poulsen blev ansat i juni, var mange GF-fans klar på at sælge sæsonen for en tur i Top 6 efter et dybt skuffende slutspil i foråret og med ligaens ældste trup.

Men det bestyrker mig kun i, at AGF konkret skal på markedet i januar.

Det kunne AGF gøre

Patrick Mortensen klarer sig flot, men får han en skade, er AGF i knibe, da især i et slutspil med tætte topkampe, hvor Mortensens evner og erfaring er vital, også selv om Tobias Bech er målfarlig fra kanten.

Ekstra gardering i de to kæder bagved vil så sandelig også klæde AGF, og det ville afklaring af en række spilleres kontraktsituationer også.

Det kan 'CV' selvfølgelig ikke selv diktere, der er en strategi at følge og spillere samt deres agenter, der skal være enige.

Carsten V. Jensen.
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Så forstå mig ret - vi taler ikke tre mand til 50 millioner kroner her, men fornuftige, bæredygtige løsninger, hvis man ellers kan finde dem og hive dem ind på fornuftige vilkår.

Men den her mulighed er også for god til at lade passere, da især, hvis man også fører ligaen om en måned, og det ligner en firerkamp i toppen med god afstand til midterfeltet.

Ja, det er enormt dyrt med det stadionbyggeri, og det kræver ikke en fantasi som hos en paranoid konspirationsteoretiker at se for sig, at AGF's stadionbyggeri pludselig koster endnu mere og er yderligere forsinket efter kommunalvalget 18. november.

Så AGF skal finde en økonomisk ansvarlig måde at styrke sig til en guldjagt i foråret, men det skal man også være klar til, hvis Superliga-stillingen har et lige så gyldent skær som AGF-mandskabet i Herning mandag aften, og som fodboldstemningen i Århus får i de kommende døgn.

Ender det så med en tredjeplads, uden man har forkøbt sig, og hvor man samtidig kommer videre med en foryngelse, jamen så er det også et flot slutfacit og et godt afsæt til det, der følger i Århus i de kommende år med nyt stadion, der skal fyldes fra første kamp.

Mest læste

Notifications

Notifikationer