Kopierer de FCM? Premier League er stukket helt af på ét punkt
De lange indkast har virkelig vundet indpas i den bedste engelske række.

FC Midtjylland har gjort det i årevis og er også kendt som dansk fodbolds konge, når det kommer til lange indkast.
I forbindelse med midtjydernes europæiske kampagne, hvor det nu er blevet til ni point ud af ni mulige i Europa League, delte UEFA tidligere på måneden et indslag på YouTube.
Her havde de sat Kevin Mbabu og Mads Bech, der ofte tager sig af de lange indkast, stævne, for at blive klogere på den strategi, der har vist sig at være så uhyre effektiv.
I forbindelse med FCM's kamp mod Nottingham Forest, var netop de lange indkast også et stort fokus hos BBC.
Og måske de også har kigget med rundt omkring i klubberne i den bedste engelske række.
I hvert fald har Premier League fredag selv delt en statistik over, hvordan de lange indkast ind i modstanderens felt er eksploderet i denne sæson.
Indtil videre er der blevet kastet langt ind i feltet 359 gange i denne sæson. Det er mere end i hele 2020/21-sæsonen, selvom der lige nu kun er spillet ni runder.
I 2024/45-sæsonen blev der kastet langt 578 gange. Det er det højeste antal i løbet af de seneste fem sæsoner og giver et snit på 1,52 lange indkast per kamp.
I denne sæson hedder gennemsnittet vanvittige 3,99 lange indkast per kamp. Det er altså et godt stykke over en fordobling.

Med to scoringer på bagkant af lange indkast i seneste runde, er der nu blevet scoret otte mål som en konsekvens af 'FCM-strategien' i Premier League i denne sæson.
Brentford, der tidligere har haft samme ejer som FC Midtjylland, topper listen over de Premier League-klubber, der kaster flest lange indkast. Andenpladsen tilfalder Crystal Palace, mens Sunderland er tre'er på listen.
Tottenham er at finde højt på listen. Klubben fra det nordlige London ligger på femtepladsen - under ledelse af Thomas Frank.
FC Midtjylland












