Vejle-stopper jagtede forklaring fra Mikkel Redder
Lasse Nielsen var ikke tilfreds med vurderingen fra dommerteamet efter søndagens nederlag til Silkeborg.

📍 Campo i Vejle
Vejle Boldklub havde ikke vind i straffe-sejlene søndag.
Kort før slutfløjt fik man annulleret et straffespark efter et VAR-tjek af dommer Mikkel Redder.
I stedet endte man med at tabe kampen med 1-2 hjemme mod Silkeborg IF.
Men det er ikke kun det annullerede straffespark til sidst i kampen, der ærgrer Vejles Lasse Nielsen. I første halvleg var der nemlig også en situation, som i endnu højere grad går ham på.
Her blev Mikkel Duelund stemplet i Silkeborg-feltet, men uden at det resulterede i et straffespark for gæsterne. Og uden, at han smed sig teatralsk.
- Det ærgrer mig mere, at man ikke får straffespark i første halvleg på Duelund, som bliver trådt ned i hælen. At man er nødt til at smide sig for at få straffe. Han bliver vel trådt direkte ned i akillessenen.
- Man snakker så meget om, at man ikke vil have film, men så er man jo nødsaget til at smide sig. Det er jo også ærgerligt, svarer Lasse Nielsen på Campos spørgsmål efter opgøret.

Den erfarne stopper fortæller, at han forsøgte at fortælle dommer Mikkel Redder både på banen og i pausen, at der måtte være hjælp at hente fra VAR.
Men Redder afviste.
- Jeg tror egentlig bare, han siger, at VAR-rummet ikke føler, at det er nok. Jeg kan ikke helt huske det, og det er ikke det, som skal være overskriften på denne kamp, men man kunne godt have ønsket sig det.
- Jeg vil ikke sige, at Duelund skal belønnes for at blive stående, men han skal ikke straffes for at blive stående på benene. Han taber jo et halvt skridt, lyder det.
Med nederlaget ligger Vejle Boldklub fortsat sidst i tabellen.
Her har man fire point op til FC Fredericia på 11. pladsen og fem point op til Viborg FF på den rigtige side af stregen.
Silkeborg IF
Vejle Boldklub












