Superliga-koryfæ nærmer sig udløb: Vil gerne fortsætte i Silkeborg Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Superliga-koryfæ nærmer sig udløb: Vil gerne fortsætte i Silkeborg

Nicolai Larsens kontrakt udløber til sommer, men målmanden vil gerne fortsætte i klubben, fortæller han til Campo.

Nicolai Larsen stirrer ud fra sit mål
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

📍 Campo i Vejle

Man kan næsten ikke sige Kent Nielsen uden også at sige Nicolai Larsen.

Den 34-årige målmand rundede søndag sin Superliga-kamp nummer 400, og 334 af gangene har det været med Kent Nielsen på sidelinjen.

Men til sommer kan det være slut.

Her udløber Silkeborg-anførerens kontrakt, og han er ikke meget for at fortælle, om der er snak om en forlængelse med sportschef Jesper Stüker.

- Jeg gider ikke at indvie omverdenen i, hvad der foregår, for hvis jeg siger, at der er forhandlinger, så spørger I hele tiden, hvornår de er færdige, og hvis jeg siger, at der ikke er forhandlinger, så opstår der alle mulige andre ting.

- Så I må skabe jeres egne rygter, jeg kommer ikke til at sige noget.

Men vil du gerne fortsætte i Silkeborg efter sommeren?

- Altså ja, selvfølgelig vil jeg da gerne det. Det er der ikke nogen tvivl om.
Mig og min familie er rigtig glade for at bo i Silkeborg. Så ja, det vil jeg da rigtig, rigtig gerne, udtaler Larsen til Campo.

Nicolai Larsen får behandling i kamp for Silkeborg
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Hverken koryfæ eller legende

Nicolai Larsens nu 400 kampe i den bedste danske række giver ham en tredjeplads på listen over fleste kampe i Superligaen nogensinde, 52 kampe efter Campos ekspert Rasmus Würtz på toppen af listen.

Det fik blandt andet holdkammeraten Robin Østrøm til at kalde ham et 'koryfæ', men det er Larsen ikke meget for.

- Det er jeg da glad for. Jeg er rigtig glad for at spille sammen med Robin.

- Det er jeg da glad for, og jeg har det jo lidt ambivalent med at blive kaldt 'koryfæ' eller 'legende', for det er jo nogen, der er stoppet. For jeg kører stadig på, 401, og så ser vi, om jeg kan få 402 også. Men det ligger jo langt ude i fremtiden, slutter en glad Larsen.

Larsen og Silkeborg kunne ånde lettet op mod Vejle efter en dramatisk afslutning. Læs mere her.

Østrøm efter VAR-drama: Tydeligt at der ikke er straffe

Mest læste

Notifications

Notifikationer