Dortmund-svensker afviser: Det var ikke nemt i Parken
Godt nok endte det med en 2-4-sejr i Dortmunds favør, men det var ikke en nem kamp.

Når man undervejs i en kamp er foran med 1-4 og ender med at vinde 2-4, ligner det ikke umiddelbart på papiret noget, der har været verdens sværeste opgave.
Det er dog ikke ensbetydende med, at det var let.
Det slår Borussia Dortmunds Daniel Svensson fast overfor Viaplay i kølvandet på sejren over F.C. København i Parken tirsdag aften.
- Nej, jeg synes, det var en hård sejr. Vi startede kampen okay og fik scoret til 1-0. Efter de fik scoret til 1-1, begyndte vi at spille for langsomt, og så bliver det svært. FCK er stærke, specielt her i Parken.
- I anden halvleg spiller vi med lidt mere fart og tempo, og så ender vi med at score tre mål. Så det var en god sejr, siger han.

Daniel Svensson nåede fem år i FC Nordsjælland, inden han fandt vej til Borussia Dortmund.
Derfor kender han også F.C. København særdeles godt.
- Det er et stærkt hold. Der er ikke særlig mange hold, som kan komme her og vinde komfortabelt. De formår altid at gøre det svært for dem, der kommer her.
F.C. København har nu hentet et enkelt point i tre kampe i Champions League.
Anderledes står det til i Dortmund, der nu er oppe på syv point.

F.C. København
Borussia Dortmund












