Jürgen Klopp afviste Manchester United: Ville ikke hente Pogba og Ronaldo
Det føltes ikke som tyskerens projekt.

I en parallelverden kunne Jürgen Klopp meget vel være endt som manager for Manchester United.
Klubben forsøgte i 2013 at lokke tyskeren til som mulig afløser for Sir Alex Ferguson, men det blev som bekendt aldrig til noget, og to år senere endte han så hos Uniteds historiske rivaler i stedet.
I podcasten Diary of a CEO forklarer Jürgen Klopp nu de to årsager til, at det aldrig blev til noget med ham og Manchester United.
- De prøvede! Det var det forkerte tidspunkt, det forkerte øjeblik.
- Jeg havde en kontrakt i Dortmund – jeg ville ikke være taget nogen steder hen på det tidspunkt. De havde bare brug for en manager – jeg var én af et par muligheder, tror jeg.
- Der er nogle grunde [til at jeg sagde nej], men folkene i den samtale sagde nogle ting, jeg ikke brød mig om. United var så store dengang; 'Vi får alle de spillere, vi vil have, vi kan hente ham, vi henter ham, vi henter ham...' – og jeg sad der og tænkte: 'Huh...', forklarer Klopp.

Tyskeren havde slet og ret svært ved at se sig i projektet på Old Trafford.
- Det var ikke mit projekt, det føltes ikke som mit. Det var det forkerte tidspunkt – men oveni det var det heller ikke mit projekt.
- Jeg ville ikke bringe, for eksempel, [Paul] Pogba tilbage – Pogba er en fantastisk spiller, men sådan noget fungerer som regel ikke.
- Eller Cristiano [Ronaldo]. Åh gud, vi ved alle, at han er den bedste spiller – eller sammen med Messi – den bedste i verden, men at hente ham tilbage, det hjælper aldrig. Dengang i 2013 handlede det selvfølgelig ikke om Cristiano, måske ikke engang om Paul.
- Det var bare idéen om: 'Vi samler de bedste spillere og så kører vi' – den kunne jeg ikke lide. Jeg sad der og tænkte: 'Jeg er ikke sikker. Det er ikke noget for mig,' og så kom det rene fodboldprojekt op med Liverpool, lyder det fra Jürgen Klopp.
Den i dag 58-årige tysker nåede i sine små ni år på Anfield at møde Manchester United i alt 21 gange. Her blev det til syv sejre, ni uafgjorte og fem nederlag.
Manchester United
Liverpool
Jürgen Klopp
Cristiano Ronaldo












