10.000 kilometer væk i seks år: Nu kalder Paulinho FCM for sit hjem
Paulinho har nu rundet 200 kampe for FC Midtjylland.

Paulinho var en del af det første 'kuld' sydamerikanere, FC Midtjylland i sin tid hentede.
På det tidspunkt var det udelukkende brasilianere, men i dag råder midtjyderne over flere spillere fra det sydamerikanske kontinent.
Der er dog ingen af dem, der kan prale af at have spillet 200 kampe - udover Paulinho.
Søndag rundede han nemlig den flotte milepæl, da Vejle Boldklub blev besejret med 5-1 på MCH Arena.
Overfor FC Midtjyllands egen hjemmeside fortæller den brasilianske back, at han nok ikke havde regnet med at opnå så meget i den klub, der for seks år siden hentede ham i hjemlandet:
- Det føles fantastisk. 200 kampe – mange af dem er nogle, jeg vil huske for evigt. Det er en stor bedrift, synes jeg, og jeg havde ikke forventet at tage 10.000 kilometer hjemmefra og spille så mange kampe og opleve så mange ting.
- Da jeg kom til, havde jeg brug for hjælp fra alle de andre for at forstå, hvordan tingene fungerede her. Nu er jeg en af dem, der hjælper de nye spillere – særligt sydamerikanerne; at forstå klubben, kulturen, vigtigheden af at lære engelsk, så du kan forstå træneren og dine holdkammerater.
- Min rolle har selvfølgelig ændret sig, og i dag føler jeg mig hjemme i FC Midtjylland, siger han.

Den i dag 30-årige brasilianer har i sine 200 kampe noteret sig for otte scoringer og 14 oplæg.
FC Midtjylland













