Billing og Bach Bak drømmer om landsholdsprofil i FC Midtjylland: Ville være fantastisk
FC Midtjyllands store profil og sportschef håber på at se en tidligere skikkelse i klubben i FCM-trøjen igen.

Philip Billing har på kort tid slået sig fast som en af Superligaens store profiler efter skiftet fra engelsk fodbold til FC Midtjylland.
Den alsidige midtbanespiller håber dog på sigt at kunne få selskab af en anden dansker, der leverer godt i udlandet.
Rasmus Nissen Kristensen har tidligere luftet tankerne om at vende hjem til FC Midtjylland en dag, og det ville bestemt ikke være til gene for Philip Billing, fortæller profilen til Viaplay.
- Jeg har da snakket med 'NK' et par gange, men der er ikke så meget i det. Han nyder sin tid i Frankfurt og gør det fantastisk. Han har selv sagt, at det er en drøm for ham at vende tilbage, så det må vi se, siger Philip Billing og fortsætter:
- Ikke udover, at han er en fantastisk fodboldspiller, så er han også bare en pissefed fyr og et godt menneske. Kunne man have NK her i Midtjylland ville det være fantastisk. Det kunne være sjovt, hvis han kommer tilbage en dag, siger Philip Billing til Viaplay.
Det er ikke kun Philip Billing, der har knyttet ord på NK's mulige tilbagevenden til FC Midtjylland.
Også sportschef i FC Midtjylland, Kristian Bach Bak, ser gerne, at Rasmus Kristensen vender tilbage til klubben hurtigst muligt, men flere ting skal gå op i en højere enhed, for at det kan ske.
- Vi kan roligt sige, at det også er en drøm, som FC Midtjylland har. Han er en af vores egne drenge.
- Vi snakker jo med ham løbende, men timingen skal jo være her. Han skal også kunne gøre en forskel, og det er han også klar over, siger Kristian Bach Bak til Viaplay.


Rasmus Kristensen har for nu en lang kontrakt i Frankfurt, der løber frem til sommeren 2029.
FC Midtjylland
Rasmus Nissen Kristensen
Philip Billing












