Veteran forlænger med Brighton
Målmanden kan nå ti år i den sydengelske klub.

Brighton har forlænget aftalen med målmandsveteranen Jason Steele, så den nu løber til 2027.
Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.
Den 35-årige keeper kom allerede til klubben i 2018, men han har mest af alt fristet en tilværelse som backup i den sydengelske klub, som har været på lidt af en rejse siden han kom til.
Keeperen har blot spillet 60 kampe for 'the seagulls' siden han skrev under med klubben, men han er glad for, at aftalen nu er forlænget til 2027.
- Den udvikling, klubben har gennemgået, siden jeg kom til Brighton, er utrolig, og forhåbentlig kan jeg fuldføre ti år i klubben - det ville være en fantastisk personlig præstation.

- Jeg ser frem til at spille min rolle i Brightons fremtid. Vores ambition i denne sæson er at kvalificere os til europæisk fodbold igen.
Også cheftræner i Brighton, Fabian Hurzeler, glæder sig over, at målmanden har forlænget med klubben.
- Jeg er meget glad for, at Jason bliver hos os de næste par år. Han har stor indflydelse i omklædningsrummet og stiller høje krav - både på og uden for banen - hver eneste dag. Jeg er glad for, at han skal være en del af rejsen med os i de kommende sæsoner.

Brighton & Hove Albion












