Medie: To Superliga-klubber holder øje med Marcondes
Emiliano Marcondes tiltrækker sig opmærksomhed hjemme i Superligaen.

Emiliano Marcondes har mindre end et år tilbage af sin kontrakt i Norwich.
Med andre ord kan han til sommer hentes kvit og frit, mens han allerede denne vinter må forhandle med interesserede klubber.
Og netop interesserede klubber virker der til at være nok af.
I hver fald hvis man skal tro mediet SportsBoom.
Ifølge mediet er der lige nu tre klubber, som følger situationen ganske tæt.
Det bliver ikke mindre interessant af, at to af dem hører hjemme i den danske Superliga.
Både FC Nordsjælland og FC Midtjylland skulle nemlig have et godt øje til den 30-årige offensivspiller.
Emiliano Marcondes er et produkt af FC Nordsjællands ungdomssystem og fik sit første gennembrud på seniorplan i Farum-klubben.
I 2018 gik turen til Brentford, inden han halvandet år senere tog til FC Midtjylland på leje.
Siden skiftede han til Bournemouth, hvor han i 2023 blev sendt på leje i FC Nordsjælland.
At de to Superliga-klubber følger situationen tæt er dog på ingen måde en garanti for, at han ender i dansk fodbold igen til sommer.
SportsBoom skriver nemlig, at også brasilianske Gremio er inde i billedet.
Emiliano Marcondes har brasilianske rødder og vil med et skifte til Gremio samtidig kunne blive holdkammerat med Martin Braithwaite.
Gremio skulle også have meldt sig på banen allerede tidligere i år, inden Norwich valgte at udnytte en option og forlænge Marcondes' kontrakt med et år.

Samtidig er det på ingen måde givet, at den 30-årige dansker overhovedet ender med at forlade Norwich.
Han skulle nemlig være glad for at være i klubben, ligesom det forventes at Norwich og Marcondes inden længe sætter sig ned og snakker fremtid sammen.
Han står i denne sæson noteret for fem Championship-kampe.
I alt er det blevet til 39 kampe i Norwich-trøjen, siden han skiftede dertil på en fri transfer for lidt over et år siden.
FC Nordsjælland
FC Midtjylland
Norwich City













