Adjö til Jon Dahl? Sverige skuffer fælt mod Kosovo
Sveriges VM-håb og Jon Dahl Tomassons stilling hænger i en tynd tråd.

Nok en svensk landskamp, nok en stor skuffelse.
Øst for Øresund skuffede Jon Dahl Tomasson og det svenske landshold fælt, da Kosovo kom på besøg i Göteborg.
Her måtte svenskerne nemlig se sig slået med 0-1, og det tegner rigtig skidt for Sveriges forhåbninger om at komme med til VM i 2026.
Opgørets enlige mål blev sat ind efter 32 minutters spil, da Veldin Hodza modtog bolden inde i det svenske felt, før han noget tilfældigt vippede bolden videre til Fisnik Asllani, som prikkede bolden i kassen til 0-1.
Selvom Jon Dahl Tomasson i den grad tog handling i pausen og flåede tre mand ud, mens han skiftede blandt andre Roony Bardghji og Anthony Elanga ind, så lykkedes det ikke at afværge den store fiasko.

Med nederlaget ser det umådeligt svært ud for Jon Dahl og Sverige at komme med til VM i 2026, da man efter de første fire spillerunder blot har fået ét enkelt point.
Det efterlader sveskerne på en kedelig sidsteplads i VM-kvalifikationspuljen, hvor man nu er seks point efter Kosovo, der indtager andenpladsen, som giver adgang til playoff-runden, hvor der stadig vil være mulighed for en VM-billet.
Schweiz, der topper puljen, er ude af rækkevidde for Jon Dahl og kompagni.
Det svenske fodboldforbunds direktør, Kim Källström, var ude og forsvare de svenske landstræner forud for kampen mod Kosovo. Læs mere her:

Sverige














