Presset er på Danmark igen: Skotland tager teten med ny sejr
Skotland fik lige akkurat hentet sig en sejr hjemme mod Belarus.

Siden Danmark og Skotland i første spillerunde spillede 0-0 i Parken, har ingen af de to nationer set sig tilbage.
Søndag aften blev det til tredje sejr på stribe for skotterne, der hjemme tog imod Belarus.
Kampen endte 2-0.
Dermed er presset atter spillet over på Danmark, der inden længe tager imod Grækenland inde i Parken. Forud for opgøret topper Skotland VM-kvalifikationsgruppen med 10 point, mens Danmark lige nu har syv point.
Som resultatet også antyder, var det langt fra en overbevisende indsats fra skotterne.
Efter et kvarter fik Che Adams ellers vristet sig fra til at sparke hjemmeholdet foran med 1-0.
Siden slap Skotland dog for gassen, og i anden halvleg kom Belarus i langt højere grad med i kampen.
Gæsterne begyndte at lugte blod, da Evgeniy Malashevich efter lidt mere end en times spil fik udlignet til 1-1.
Et VAR-tjek resulterede dog i, at målet blev annulleret for et frispark begået i forbindelse med den bolderobring, der satte Belarus' omstilling i gang.
Som anden halvleg skred frem, kunne man også høre de fremmødte fans på Hampden Park give udtryk for sin utilfredshed med hjemmeholdets indsats.
Ikke desto mindre fik Skotland fastholdt føringen, og i det 84. minut kunne Scott McTominay derfor så godt som lukke og slukke med sin scoring til 2-0, efter han blev spillet fri på et indlæg.

Belarus var dog ikke helt færdige med at vise tænder, for fem minutter inde i tillægstiden fik man reduceret til 2-1.
Til trods for yderligere forsøg på at nå en udlignende scoring, går Belarus fra banen som det tabende hold.
Skal man finde noget positivt med danske briller, så har Skotland 'kun' vundet sine kampe mod Belarus med 0-2 og 2-1. Det betyder, at sækkepibens hjemland ikke har en videre prangende målscore - noget, der meget vel kan få betydning, når Danmark i den sidste spillerunde gæster Skotland om det, der kan vise sig at være en direkte duel om en VM-billet.















