Østrig satte vild rekord – Patrick Pentz eneste undtagelse
10-0-sejren over San Marino blev historisk på flere måder.

Torsdag den 9. oktober 2025 vil længe kunne stå som en historisk dag i østrigsk fodboldhistorie.
Østrigs 10-0-sejr over San Marino hjemme i Wien er nationens største landskampssejr nogensinde - den slår den hidtidige rekord, en 9-0-sejr over Malta fra april 1977.
Med sine fire mål i kampen overtog Marko Arnautovic lige akkurat titlen som Østrigs mest scorende landsholdsspiller nogensinde med ét mål mere end Toni Polster. 45 gange har Røde Stjerne-angriberen nu fundet netmaskerne.
Den mest bemærkelsesværdige rekord i kampen giver dog Brøndby-målmand Patrick Pentz en lidt kedelig hovedrolle, han formentlig kun vil kunne grine af.
Af alle startende 11 spillere i Østrigs startformation var Pentz nemlig den eneste, der ikke bidrog med enten et mål eller en assist i kampen.
Sagt på en anden måde var samtlige 10 startende markspillere involveret i mindst ét mål i den historiske sejr.

Patrick Pentz
Alexander Prass (1 assist)
David Alaba (1 assist)
Kevin Danso (1 assist)
Stefan Posch (2 mål og 1 assist)
Nicolas Seiwald (1 assist)
Konrad Laimer (1 mål)
Marcel Sabitzer (2 assist)
Michael Gregoritsch (1 mål)
Romano Schmid (1 mål og 1 assist)
Marko Arnautovic (4 mål)
Dertil bidrog indskiftede Nikolaus Wurmbrand ét mål og én assist, mens Florian Grillitsch noterede sig for én assist.
Patrick Pentz fik sin i alt 17. landskamp for Østrig mod San Marino, hvoraf han har har startet de 16.













