Medie: Uhre klar på superligaretur – Brøndby får konkurrence
Den 31-årige angriber kan vende hjem til Danmark ved nytår.

Det går godt for Mikael Uhre i USA.
Philadelphia Union er sikre på at slutte den regulære sæson som vindere af MLS' Øst-konference, og dermed venter også med garanti kampe i playoffen.
Det kan dog vise sig at blive den sidste for den danske angriber, der ved nytår har kontraktudløb, og ifølge Tipsbladet er Uhre klar på at returnere til Danmark efter fire år 'over there'.
Det kan ifølge mediet også godt blive til en retur til Brøndby, hvor Uhre fra sommeren 2018 til januar 2022 scorede 48 mål i 123 kampe og blandt andet var med til at vinde det danske mesterskab i 2020-21-sæsonen.
Uhre har angiveligt allerede haft samtaler med Brøndby, men lige nu foregår der ikke konkrete forhandlinger mellem parterne.
Brøndby hentede denne sommer østrigske Michael Gregoritsch til klubben, ligesom der vil vente konkurrence for den erfarne angriber fra unge folk som Filip Bundgaard, Jacob Ambæk og Kotaro Uchino.

Ifølge Tipsbladet er Brøndby heller ikke den eneste superligaklub, der holder et vågent øje med Uhres kontraktsituation.
Provinsklubberne OB og AGF er tilsyneladende også interesserede i at tilknytte den sydvestjyske angriber, og for begge klubbers vedkommende er der én særlig grund til interessen.
I AGF afhænger de fortsat ganske markant af Patrick Mortensens mange mål, men med en alder på 36 år er der ingen garanti for, hvor længe aarhusianernes målsluger kan blive ved, og i Mikael Uhre ville AGF kunne få en spiller, der allerede har bevist sig på superliganiveau.
Med de tre nytilkomne tyske angribere har OB ikke lige umiddelbart brug for en ny 9'er, men her er det den tidligere Brøndby-cheftræner Alexander Zorniger, der kan blive Uhres vej ind i klubben.
Mikael Uhre scorede fem mål i 22 kampe under Zorniger i 2018-19-sæsonen.
Mikael Uhre har i denne sæson scoret fem mål i 28 MLS-kampe for Philadelphia Union, og i begge klubbens seneste to kampe er danskeren kommet på tavlen. Senest blev Uhre matchvinder i 1-0-sejren over New York City.
AGF
Brøndby IF
OB












