FCM-anfører drømmer om landsholdet
Midtjydernes anfører drømmer om det danske A-landshold.

Han har 30 U-landskampe for Danmark, men en kamp for A-landsholdet er det aldrig blevet til.
Sådan er realiteten for FC Midtjyllands anfører, Mads Bech Sørensen.
Den 26-årige midtstopper drømmer dog stadig om at kunne trække i rødt og hvidt og skråle med på 'Der er et yndigt land'.
- Det er vel en drøm for alle danske fodboldspillere, og den drøm har jeg også. Jeg fokuserer på at spille godt for FC Midtjylland, og så vil det være en stor bonus, hvis det rækker til en plads på landsholdet på et tidspunkt, fortæller Ulvenes anfører til TV 2 Sport.

Mads Bech Sørensen har været godt spillende i den indeværende sæson for FC Midtjylland, og han bidrog både med mål og oplæg, da midtjyderne nedlagde Nottingham Forest på City Ground.
Den store stopper har før været inde og snuse til A-landsholdet, da han tilbage i november 2024 var med i truppen mod Serbien i 0-0-kampen i Nations League.
Desværre for Mads Bech måtte han se hele kampen fra bænken.
På A-landsholdet er der også stor konkurrence på midtstopper-positionen, hvor Andreas Christensen og Joachim Andersen ser ud til at være førstevalg, mens Jannik Vestergaard og Lucas Høgsberg ligner Brian Riemers foretrukne afløsere.
FC Midtjylland
Herrelandsholdet
Mads Bech Sørensen












