Djurgårdens danske Haaland på vej væk? Anderson er sikker
Hvis August Priske fortsætter med at imponere, så bliver han solgt, spår Mikael Anderson.

I Stockholm har danske August Priske opnået kultstatus.
Fans af Djurgårdens IF kalder ham "Jesus Priskus", fordi den 21-årige angriber scorer et hav af mål - mere præcist 19 styks i år - hvilket også har kastet en masse opmærksomhed af sig.
I sommer sluttede Mikael Anderson sig til Priske i Djurgården, og senere kom også Jeppe Okkels til Allsvenskan-klubben. Den lille danskertrio har opbygget tætte relationer til hinanden, og der er også plads til at drille en ellers sprudlende August Priske, så han ikke flyver for højt.
Det fortæller den tidligere AGF'er Mikael Anderson til Campo.
- August får super meget ros og omtale i medierne her i Sverige generelt. Så vi prøver egentlig bare at hive ham ned, hver gang vi har en mulighed for det.
- Han har gjort sig fortjent til det (den store medieopmærksomhed, red.), altså han har været fuldstændig fremragende.
- Hans øgenavn er jo næsten blevet Jesus heroppe nu, så det er sjovt, men han har virkelig fået en eller anden form for status her i Stockholm og i Djurgården generelt. Det er ret fedt at få lov til at følge med i det, siger Mikael Anderson til Campo.

Den danske Haaland
I omklædningsrummet bliver August Priske dog ikke kaldt for Jesus.
Her har han i stedet fået et andet navn af sine to danske holdkammerater: De sammenligner ham nemlig med den norske stjerne Erling Haaland. Det skyldes Priskes kvaliteter.
- Priske er jo utrolig intelligent i forhold til den måde, han bevæger sig på i feltet. Han ved godt, hvad han er god til, og han ved godt, hvad han måske ikke er så god til. Så er det klart, at han bare har en enorm sult for at lave mål.
- Vi har en lille intern joke om, at man godt kan sammenligne ham med Haaland. Ikke fordi han er lige så god som Haaland, men i forhold til den måde han spiller på.
- Han ved, at han bare skal være i boksen, han skal lave sine mål, og han skal måske ikke være super involveret i opbygningsspillet, men fuldstændig bare forberede sig på, om vi kan få bolden videre til ham. Han er jo en sindssygt god afslutter med begge ben, og har virkelig udviklet et flot hovedspil også, siger Mikael Anderson.
Snarlig Djurgården-afsked?
Aktuelt har Stockholm-klubben ikke tabt i 11 kampe i træk, og Priske scorede for nylig hattrick i Djurgårdens storsejr over Sirius. Her bidrog Mikael Anderson også to gange til 8-2-resultatet.
De mange mål har været med til at sende Djurgården ind i en sand slutspurt om de pladser i Allsvenskan, der giver adgang til Europa i den næste sæson. Det er dog langtfra sikkert, at August Priske stadig er i klubben til den tid.
- Priske er jo ved at være en rigtig, rigtig god angriber, som muligvis er i gang med sine sidste kampe i Djurgården, kunne jeg forestille mig, i forhold til det niveau, han leverer i øjeblikket. Det har været en fornøjelse at følge med af.

- Man skal vel ikke være noget geni for at regne i forhold til, hvor mange mål han har lavet efter den korte sommerpause, der er i Sverige. Det har han været fuldstændig fantastisk. Nu han også på det danske U20-landsholdet, så han bliver jo ikke mindre attraktiv lige på tiden.
- Så jeg tror også på, at hvis han fortsætter med at være fokuseret, ydmyg og alle de ting, som han gjorde i forvejen, så er jeg sikker på, at han er i gang med sin sidste sæson her i Djurgården, siger Anderson til Campo.
August Priske skiftede i sommeren 2024 fra FC Midtjylland til Djurgården. Inden da havde han været på et lejeophold i hollandske FC Eindhoven.
Karrieren startede i AC Horsens ungdomsafdeling, inden turen gik til akademiet i FC Midtjylland. Undervejs var han også forbi F.C. Københavns ungdomsarbejde.
Hvis Djurgården fortsætter med at vinde fodboldkampe, kan det være, at der venter europæisk fodbold til næste sommer.
Her har Mikael Anderson et håb, hvis også AGF skulle fortsætte sin stime i Superligaen.
Læs mere herunder:

August Priske
FC Midtjylland
AGF
Mikael Anderson
Erling Haaland
Djurgården












