AGF skriver historie: Silkeborg kan ikke forhindre ottende sejr i træk
Med sejren sidder AGF på Superligaens førsteplads i mindst to uger.

📍Campo på Ceres Park Vejlby
Hvis de har svært ved at holde benene på jorden i Aarhus, så er der efterhånden ikke længere noget at sige til det.
Søndag præsterede AGF nemlig noget, de aldrig tidligere har formået, da de ’hjemme’ i Vejlby slog Silkeborg knusende sikkert 3-1.
For første gang i klubhistorien har AGF vundet otte superligakampe i træk, og efter en sæsonindledning med bare to point i tre kampe, har Jakob Poulsen i dén grad skabt optimisme i Aarhus – en optimisme der allerede fra kampstart kunne fornemmes i søndagens kamp.
Du kan se mål og highlights fra kampen i Aarhus nederst i artiklen.
Der var da også bare spillet ni minutter, da optimisme blev til jubel, da Kristian Arnstad som den første passerede Nicolai Larsen i Silkeborg-målet. Den 22-årige nordmand viste prøver på sit korte aftræk, da han fra feltkanten sparkede bolden fladt ind ved den fjerneste stolpe, og så fik Johann Strauss’ Radetzkymarch lov at gjalde ud over højtaleranlægget på Ceres Park Vejlby.
AGF sad helt og aldeles på kampen, og mens Nicolai Poulsens forsøg sneg sig forbi mål, så ramte Kevin Yakob målrammen til skræk og advarsel for Silkeborg, men advarsel tog gæsterne ikke ved lære af.

Kort efter at have testet træværket fik Kevin Yakob nemlig sit mål, da han med en flot vending i feltet satte Pedro Ganchashelt til vægs, og så kunne svensk-irakeren lige akkurat holde sin afslutning udenfor Nicolai Larsens rækkevidde. 2-0 til hjemmeholdet.
Tomålsføringen holdt dog kun fem minutter, for selvom Callum McCowatts flotte scoring først blev annulleret for offside, så viste VAR-gennemgang, at Felix Beijmo i den anden side af feltet holdt newzealænderen onside, og så var spændingen genskabt i det nordlige Aarhus.
Dermed var der lagt op til Silkeborg-pres fra starten af anden halvleg, men det pres blev aldrig for alvor til noget.
I stedet kunne Tobias Bech efter 65 minutters spil så godt som afgøre kampen, da han fulgte op på to missede chancer fra Kristian Arnstad, som Nicolai Larsen ellers på fornem vis havde holdt fra at blive dobbelt målscorer.
Derfra var det ren cruise control for hjemmeholdet, der på intet tidspunkt var tæt på at smide føringen over styr.
Med sejren kan AGF gå på landskampspause med både optimisme og et pointmæssigt forspring ned til forfølgerne fra FC Midtjylland og F.C. København – tilmed uanset hvordan de to forfølgeres indbyrdes opgør senere søndag spænder af.
Herunder kan du se highlights fra kampen:
Herunder kan du læse minut for minut, hvordan kampen udspillede sig.
Silkeborg IF
AGF












