Kudus betaler tilliden tilbage: Sikrer Tottenham sejr over Leeds
Tottenham lægger sig helt op i hælene på Liverpool.

Mohammed Kudus leverede både mål og assist, da Tottenham igen fik en sejr.
1-2 på udebanen Elland Road blev det til for Thomas Franks tropper, der i høj grad kan takke den tidligere superligaprofil for sejren over Leeds.
23 minutter inde i kampen sendte Kudus holdkammeraten Mathys Tel i dybden, og herfra tog franskmanden sagen i egne hænder. Trods dobbeltmarkering hamrede Tel bolden ind bag Karl Darlow i Leeds-målet, der blev snydt en smule af en afretning.
Balancen blev dog genskabt bare 11 minutter senere, da Tottenham-målmand Guglielmo Vicario kun kunne halvklare. Noah Okafor fulgte op, og selvom en oppustelig bold samtidig var på vej i mål, valgte Okafor at sparke til den rigtige bold.
Mohammed Kudus ville dog have alle tre point med på landskampspause, og godt ti minutter inde i anden halvleg var det hans tur til at tage sagen i egne hænder.
Han opsnappede selv bolden på Tottenhams højrekant, hvorfra han trak ind i banen og fra feltkanten afsluttede. Ligesom det var tilfældet ved Tels mål til 1-0 tog afslutningen en afretning fra Leeds-forsvaret, og igen snød afretningen Darlow, som siddende på sine knæ måtte se bolden stryge i mål i den modsatte side.

Tre minutter inde i overtiden sørgede Guglielmo Vicario i Tottenham-målet for, at udeholdet kunne tage de tre point med sig hjem fra Nordengland, da han leverede en stor redning.
Med sejren lægger Tottenham sig helt op i hælene på Liverpool i toppen af Premier League, hvor kun et enkelt point skiller de to tophold. Både Liverpool og forfølgerne fra Arsenal og Crystal Palace har dog en kamp i hånden.
Leeds bliver på otte point, der lige nu rækker til en 12. plads for oprykkerne.
Du kan se højdepunkter fra kampen herunder:
Leeds United
Tottenham Hotspur
Thomas Frank












