“Rollator-Bjørn” om banner: Det er go’ lir og dårlig humor
Bjørn Paulsen er på ingen måde sur over det banner, der kunne ses af ham på Nature Energy Park fredag aften.

At se sig selv stå med en rollator på et banner er ikke umiddelbart det mest flatterende syn for en fodboldspiller.
Ikke desto mindre, så var det det syn, der mødte Bjørn Paulsen på Nature Energy Park fredag aften.
En mindre gruppe OB-fans var nemlig gået den ekstra mil for at lave det, der viste sig at være lidt sjov.
Efter slutfløjt i kølvandet på 1-1-kampen mod Sønderjyske blev Bjørn Paulsen, der scorede OB's eneste mål, nemlig spurgt ind til banneret. Og det har han ikke det mindste problem med - tværtimod.
Det fortæller han til Viaplay.
- Det er bare nogen, jeg snakker med. Det er bare god lir og sjovt. Det er ikke noget personligt mod mig. Vi har nogle gode snakke en gang imellem, og vi har det lidt sjovt.
- Den seneste måneds tid har jeg haft noget med ryggen og gået lidt som om, at jeg havde en rollator. Så sagde han, at "det laver vi lige noget på".
- Det er ikke noget specielt. Det er nogle gode mennesker. Det er min lille fanklub dernede. Vi har måske lidt dårlig humor, men det er kun god lir, siger Bjørn Paulsen med et smil.

Du kan se interviewet med OB-stopperen, hvor både hans scoring og billeder af banneret indgår, i videoen øverst i artiklen
OB












