Tilfreds Prelec: Vi fortjente det ene point
Vejle-cheftræneren er glad for det point, som han og spillerne fik med sig hjem søndag.

Når man ligger sidst i tabellen, kan man næsten ikke tillade sig at være utilfreds med at få et point på udebane.
I Vejle Boldklub er lige præcis dét tilfældet.
Søndag lykkedes man nemlig med at spille 1-1 ude mod Silkeborg IF, selvom man kom bagud midtvejs i første halvleg.
Det ene point er ifølge Vejle-cheftræner Ivan Prelec samtidig ganske fortjent:
- Lige meget hvem der kommer herop, så er det et svært sted at spille. Silkeborg er et stærkt hjemmehold på deres kunstgræsbane og var også en hård modstander for os, men vi kom med vores stil og indstillede os på deres styrker, men uden at gå på kompromis med vores udtryk.
- Vores 1. halvleg er god. Det eneste negative er, at vi er lidt uorganiserede omkring den omstilling, der fører til scoringen til 1-0. Vores presspil er godt, og vi gav dem aldrig muligheden for deres hurtige kombinationer op igennem banen, hvor de dermed kan trykke os ned. Deres boldbesiddelse var så langt tilbage på banen, at de heller ikke havde held med at true rummet bag vores stoppere, så en halvleg med mange plusser.
- De sidste 45 minutter er mere hektiske. Vi må foretage flere uforudsete ændringer og skal lige finde os selv med nye relationer. Blandt andet kommer Giorgi Tabatadze op på kanten, kort efter han er blevet indskiftet som back. Men jeg må rose holdet for hurtigt at finde sig selv igen, og så selvom Silkeborg har store chancer, så består vi, og vores point er fortjent, siger Ivan Prelec ifølge Vejle Boldklubs egen hjemmeside.

Det ene point betyder, at Vejle Boldklub nu har fire point op til 11. pladsen.
Der er dog også kun fire point op til 8. pladsen, da hele fire hold ligger side om side med 11 point.
Silkeborg IF
Vejle Boldklub












