Franculino har ikke scoret i over én måned: Vi kan ikke forvente, han scorer hver kamp
Franculino har ikke scoret, siden transfervinduet smækkede i.

Franculino Djú har ikke haft stor succes med målhøsten den sidste måneds tid.
Franculino har ikke scoret siden Midtjyllands 4-2-sejr mod Silkeborg IF den 24. august, og mandag aften måtte han allerede efter 45 minutter lade sig udskifte mod Randers FC.
Franculino, der i sommerens transfervindue var rygtet til flere storklubber, er på vej ind i en scoringstørke, men cheftræner Mike Tullberg har fuld tillid til den unge angriber.
- Man kan ikke forvente, at en 20-årig bare går ind og scorer én til to mål hver kamp.
- Han er 20 år, og så er det min opgave sammen med Franculino at få det ud af ham, vi ved, som er i ham. Det er jeg sikker på, vi nok skal få, siger Mike Tullberg til TV 2 Sport.
En af de klubber, der var interesseret i den unge mand fra Guinea-Bissau, var mægtige Bayern München.

Skiftet til den tyske storklub blev ikke til noget, men Tullberg mærker ikke en trykket Franculino, der hænger med hovedet over, skiftet ikke blev til noget.
- Han er en smilende dreng, og når jeg snakker med ham, har jeg ikke følelsen af, at der er noget bitterhed overhovedet.
- Det er klart, at der har været nogle ting omkring Franculino. Han er 20 år, og så er det en svær situation at være i, og det er naturligt, siger Tullberg til TV 2 Sport.
FC Midtjylland slog Randers FC med 2-1.

FC Midtjylland
Mike Tullberg
Franculino Djú












