Mads Emil Madsen mærker ‘dårligere stemning’ i FCK
Et pointtab har markant større påvirkning på omgivelserne, mener den nye FCK-profil.

F.C. København løb i sidste weekend ind i et pointtab i Parken.
Hjemme mod Silkeborg faldt de forsvarende mestre sammen og måtte nøjes med et enkelt point efter et hattrick af Callum McCowatt.
Det har givet stemningen et slag i løvekuldet, og det er til at mærke for den nye FCK-spiller Mads Emil Madsen, der er kommet til fra AGF denne sommer.
Det fortæller han i et interview med TV 2 Sport.
- Der var væsentligt dårligere stemning, end hvis vi havde spillet uafgjort mod Silkeborg på hjemmebane i AGF. Det mærker jeg tydeligt – der er en lidt anden kultur her, siger Mads Emil Madsen til TV 2 Sport.
Det er indtil videre blevet til fire kampe for Mads Emil Madsen i FCK, og onsdag aften kunne han juble over sin første sejr med klubben, da Lyngby blev sendt ud af Oddset Pokalen.
Den nye FCK-profil er glad for at være kommet i gang med en masse spilminutter og action.
- Det er det, jeg elsker – at spille kampe og spille fodbold. Så det er fedt at få så mange muligheder for det som overhovedet muligt. Det er skønt og selvfølgelig også hårdt. Men det er fedt, siger Mads Emil Madsen til TV 2 Sport.

Næste opgave for FCK er på lørdag, hvor Sønderjyske venter i Haderslev i Superligaen.
I pokalkampen mod Lyngby blev en anden ny FCK'er historisk.
Læs mere om det her:

Silkeborg IF
AGF
F.C. København












