Første gang nogensinde: FCM får udvidet udebaneafsnit i Parken
Den potentielle mesterskabsduel bliver med flere jyske fans end nogensinde tidligere.

De har været i direkte duel om det danske mesterskab flere gange tidligere.
Senest skulle F.C. København og FC Midtjylland i 2024-25-sæsonen helt frem til 32. og sidste spillerunde, før mesterskabet blev afgjort til københavnernes fordel med bare ét points margin.
Nu skrives der et nyt kapitel til nyklassikeren i dansk fodbold, når FCM den 5. november gæster Parken.
For første gang nogensinde har FC Midtjylland nemlig valgt at udnytte muligheden for et udvidet udebaneafsnit, når de gæster nationalarenaen.
Det betyder, at der til kampen vil være plads til helt op til 1.950 tilskuere, mod de de 1.050 tilskuere, midtjyderne tidligere har haft med til Østerbro.
– Vi har valgt at udnytte denne mulighed, fordi vi i de sidste mange opgør i Parken har haft udsolgt. Vi oplever større interesse end de 1.050 pladser, vi hidtil har haft til rådighed derovre, og vi føler os nu klar til at præstere noget, der er højere end de tal, siger Yakub Kan som er fankoordinator i FC Midtjylland.

I FC Midtjylland er de ikke selv i tvivl om, hvorfor det nu er muligt for klubben at udnytte en større del af nationalarenaen.
– Det er et bevis på den enorme udvikling, vi har været igennem på fanscenen. Jeg er enormt stolt af den passion, loyalitet og opbakning, som vores fans leverer – både hjemme og ude. Fansenes dedikation er fundamentet for klubbens succes, og den bliver værdsat dybt. Nu er vi klar til at skrive et nyt kapitel i Parken, lyder det fra Yakub Kan.
Et superligahold har ret til fem procent af den samlede stadion-kapacitet til egne fans til udekampe.
Det er den ret, FC Midtjylland nu for første gang udnytter i deres direkte møde med mesterskabskonkurrenterne.
FC Midtjylland og F.C. København mødte hinanden fire gange i sidste sæsons Superliga.
FC Midtjylland vandt grundspillets første opgør på hjemmebane med 2-1, mens F.C. København tog revanche i Parken med en 1-0-sejr. I mesterskabsspillet vandt FC Midtjylland 4-2 hjemme på MCH Arena, mens sæsonens sidste opgør endte i en 1-1-deler i Parken.
FC Midtjylland
F.C. København












